Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Naar Livets Sol er ved at dale,

Da kaster den et Afskedsblik

Paa Alt, hvad Skjønt og Dybt der gik

Forbi dens Syn i Aand og Tale,

Og tager Summen, som den fik,

Taknemlig med til Himlens Sale: —

Du staaer blandt mine lyse Minder —

Jeg saae Dig paa min Vintervei

Som Kunstens evigfriske Mai,

Der kjæmper kjækt og Krandsen vinder: —

Tag Hjertets Tak! og — glem mig ei,

Naar Jorden for mit Syn forsvinder!