Giv hurtig hid, Johan! min Sminke og min Kam;
Paris er dog et Himmerig paa Jorden.
Saa talte lespende for Speilet Junker Stram,
I det han med et Smil sat’ Haaret udi Orden.
Hvor finder du, mon cher! vel Mage til en Talje
Som den de søde franske Glutter bær’;
Saa lille Fod, saa lille Haand, saa lille Mund, Carnalje!
Du intet Sted i Verden ellers seer.
Ja, svarte ham Johan, ja Død og Kritte!
(Han ogsaa for det Skjønne havde Sands, —)
Saagar Forstanden skal jo her til Lands,
Som hele Resten være lille bitte. —