Ludvig Bødtcher

Prolog

Lyksalig den, som skjænket blev den Gave

I Videts og i Kunstens lyse Have

At plante Skjønheds Blomst med egen Haand;

Men ogsaa Held enhver, som rørt af Tryllestaven,

Med sikkert Blik fandt aaben Vei til Haven,

Og dvæler der, beruset i sin Aand.

Vor hulde Foersom syslede derinde,

Og plantede sig selv et Blomsterminde,

Som ei ved Tidens Aande falmer hen; —

Og mangt et Blomster, som os halv berøvet,

Beskedent, fast forglemt, sig skjulte under Løvet,

Gav han med dobbelt Ynde os igjen.

— Hans Minde vakte i min Sjel den Tanke

Ved Venners Hjelp en Blomstbouket at sanke,

Og ydmygt stille den for Eders Blik;

— Og paa min Bøn jeg varme Hjerter mødte,

Som glade og med Kraft mig ville understøtte

I denne lærerige Botanik.

Modtag en fælleds Blomst da af vor Stræben;

— En Blomst fremlokker muntert Smiil paa Læben,

En Anden fordrer Taarer som sin Ret. —

Svagt lyder kun min egen Kunstnerstemme;

Men aldrig skal mit rørte Hjerte glemme:

At venligt I modtoge min Bouket.