Ave Maria lød fra Klostrets Hal, —
Det var, som svaltes Luftens Strømme
Ved Aftenklangen af det svævende Metal,
Den brune Dæmring sænked som i Drømme
Sit Slør om Bjerget og den stille By;
Men Maanen tændte blankt sit Ny
Og glimted dybt i Søens Spejl dernede
Med Fiskerhytten og den runde Kraterbredde.
«Slip Vinen!» raabte Pjetro, «hvis Du kan!
Og fjas ej længere med Nanni;
Ved Sant Antonio! nu støder jeg fra Land,
Saa kan Du svømme efter mig, Gjovanni!
Tag Mandolinen kun i Baaden med,
Ræk Aaren mig! og nu afsted!
I Garnet spræller Fisken med sin Hale,
Nu vil vi hente dem, mens Timerne er svale.»
Og Aaren pladsked i den tause Nat,
Ved Søen Nanni lytted længe, —
Ildfluer funklede igjennem Busk og Krat,
Og smeltende lød Mandolinens Strenge
Henover Vandet, Natten var saa smuk!
Hun gik tilbage med et Suk,
Og, mens hun tændte Lampen i sin Hytte,
Var Mændene paa Dybet alt ved deres Bytte.
«Mit Garn er let, men Dit er tungt som Guld!»
Udbrød Gjovanni over Baaden,
«Godt at vi dele, Pjetro! Een er Lykken huld,
Desmindre føler da den Anden Braadden!
Brug dine stærke Arme, Pjetro! frisk!
Det skinner som en vældig Fisk,
Men stille ligger den mod Fiskens Vane,
Op med den! — ha! det er et Sølvskjold, per Diane!»
Et herligt Værk det var fra Oldtids Stund,
Som atter opsteg fra de Døde;
Medusas Slangehoved paa den blege Grund
Saae Fiskerne forstenende imøde.
Men Pjetro krysted med afsindig Lyst
Det kolde Sølv til Mund og Bryst:
«Gjovanni!» skreg han med fortvivlet Mine,
«Jeg slipper Skjoldet ej, men Baad og Garn er dine!»
Da blev den Andens Kind saa hvid som Snee,
Og Haanden famled under Klædet:
«Spøg ikke, Pjetro! Hver sin lige Ret skal skee,
Hvis Du vil komme levende fra Stedet!»
«Hvad Ret!» skreg Pjetro rasende, «hvad Pagt!
Bort fra mig, tag dit Liv iagt!»
Og Kniven blinked, tyst og grumt var Mødet,
Og Baaden gynged voldsomt op og ned ved Stødet.
Da Natten svandt, og Morgenen brød frem,
Og Duggen stod paa Blad og Grene,
Klang atter Aareslag, og Baaden vendte hjem;
— Men taus i Baaden Pjetro sad alene;
Fra Fiskerhytten hurtigt Nanni gik:
«Gjovanni?» spurgte hendes Blik:
Da hæved Pjetro Skjoldet sølverklaret,
Og af Medusas stive Aasyn fik hun Svaret.
— — Ved næste Sommertid stod Hytten ny,
Og smykket var den lave Stue;
Som Ejer Pjetro sad i Figentræets Ly,
Og Solen modnede hans egen Drue,
Men mørk han gik, som Fjeldets hule Elv,
Kold, stum — indsluttet i sig selv,
Var helst hos Søsteren, den stille Nanni,
Og aldrig nævnedes imellem dem Gjovanni.
Sit Garn han rørte kun ved højlys Dag,
Og tidt naar Julisolens Øje
Drev Alt, hvad levede, til Skygge under Tag,
Laa han derude, spejdende med Møje
Den dunkle Grund med Stænger og med Næt, —
Kom modløs hjem, til Døden træt, —
Dog næste Morgen vaagned atter Modet
Og drev ham ud, mens Sygdom rasede i Blodet.
— Det var ved Midnat, Alt omkring var Ro,
Men dybt ved Søen Lampen brændte,
Og Nanni vaagede ved Pjetros Leje tro,
Og for Madonna Lysene var tændte.
Hun sad forgrædt med sorgnedbøjet Aand,
Holdt Rosenkrandsen mat i Haand, —
Da sank med Eet de tunge Øjenlaage,
Og Alting blanded sig forvirret, som i Taage.
Dødsstille var i Værelset, kun lød
Fra Lysene en fugtig Knittren; —
Den Syge rejste sig, hans Blik var som en Glød,
Og Hænderne drog Dækket bort med Sittren;
Paa Ruden leged Maanen med sit Lys,
Did stirred han i Febergys;
Det var, som vinked ham derude Nogen,
Som tvang usynlig ham en Magt at aabne Laagen.
Midnattens Aande pusted paa ham kold, —
Den runde Sø, hvor Maanen blinked,
Blev for hans Stirreblik til et uhyre Skjold,
Hvor Sølvet rundtom bølgede og vinked;
Han bredte Favnen mod sit Gjøglesyn
Og var i Baaden som et Lyn,
Og hurtigt ud paa Dybet blev han baaren,
Mens Vandet lysnede og klang som Sølv om Aaren.
Og bøjet over Fiskerbaadens Rand
Begyndte han sin Baad at lade;
Han øste til sig af det maaneklare Vand,
Som skummede han Sølv af Søens Flade; —
Men pludselig gik Maanen rund og blank
Bag Skyens Slør — og Sølvet sank,
Og da dens blege Straaler atter fløde,
Drev Baaden vildsom hen ad Søen med den Døde.