Nys svulmed kjækt den gamle Tibers Strømme,
Som om den aanded frit,
Og Folket vaagned op af dybe Drømme,
Af seclers Mareridt.
Der kyssed ej den Haand, som Paven rakte
Fra Vaticanets Stol,
Man saae kun den, som Marc Aurel udstrakte
Fra Romas Capitol.
Og stærk som Thor, en Helt opfisked Krybet
Trods Lyn og Havets Storm:
Men Loke kom — og atter sank i Dybet
Den fælde Midgaardsorm. —
Du stolte Rom, med Oldtids Idealer,
Med tusind Minders Duft!
Vi elske Dig, vi føle dine Qvaler,
Vi aandet har din Luft!
Med Tro til Dig vi drømme os i Aanden
Didhen, hvor Kampen stod,
Og række kjærligt hver en Romer Haanden,
Som viste Romermod!
For Dig er hævet nu mod Himlens Stjerner
Vor blinkende Pokal —
Gid Vinen var den ædleste Falerner,
Og evigt endt din Qval!