Mödig jeg hviler
Eensom ved Randen
Af den nedludende Sandbrink paa Kyst.
Skvulpende iler
Bölgen mod Stranden,
Leger med Smaastene nynnende tyst.
Langsomt de sene
Solstraaler vige,
Himlen dog blusser i blikstille Kveld,
Ret som den rene,
Blufærdige Pige
Rödmer ved Beilerens Kys til Farvel.
Fuglen sin Rede
Stiger fra Skyen;
Stundom i Dammen en hulkende Frö
Kvækker dernede;
Henne fra Byen
Af og til höres en Lænkehund gjöe.
Lastvognen sukker,
Trækdyrets Kjæder
Rasle ved Kjörslen i sandede Spor.
Blomsten sig lukker.
Mörket sig breder
Ud lig en Sörgedragts kulsorte Flor.
Himmelens Bue
Lys lader tænde
Lidt efter lidt baade store og smaa;
Stadigen lue
Uden at brænde
Stjernerne gyldne paa Hvælvingen blaa.
Alting mig lærer:
Natten er dragen
Ned over Jorden, og Pusterum fik
Alt, hvad der gjærer
Rastlöst om Dagen;
Ikkun min Sjæl end til Hvile ei gik.
Thi for mit Indre
Mægtige, rige
Tanker staae frem som en Aand af sin Grav;
Medens de mindre
Pladsen maa vige,
Den, som kun Verdens Beröring dem gav.
Smaalige Drifter,
Dorskhed og Vildhed
Neppe kan undgaaes i Menneskers Færd;
Eensomhed stifter
Fredelig Stilhed,
Luttrer vor Indsigt i Tingenes Værd.
Ikkun mit Öie
Her i den dunkle,
Eensomme, kjölige, lydlöse Nat
Ramme de höie
Stjerner, som funkle;
Al anden Paavirkning har mig forladt.
Höitidsfuld Stilhed,
Tryghed og Hvile,
Livlig Mangfoldighed i Harmoni!
Roligt, med Mildhed
Stjernerne smile,
Stemme min Sjæl til et södt Sværmeri.
Venus forbinder
Klarhed med Ynde,
Staaer fast undseelig paa Himmelens Bred;
Jupiter skinner;
Begge forkynde:
Solen ei heelt kan for Jorden gaae ned.
Skjöndt de er fjerne,
Mægtige Kloder,
Höre de dog med vor Jord til een Krands;
Solen vil gjerne
Som deres Moder
Skjænke dem Alle sin Varme, sin Glands.
Blikket mon vandre
Vidre og finder
Tallöse Stjerner i endelöst Rum
Langt fra hverandre;
Öiet forbinder
Atter de sondrede Led til en Sum.
Altid de Samme,
Stadigt paa Vandring,
Skiftende Farver som Blomster og Skov,
Blegne og flamme.
Evig Forandring
Fölger en evig, urokkelig Lov.
Sporlöse Stier
Træde de faste,
Ei de forvildes og komme i Strid;
Aldrig de bier,
Aldrig de haste,
Eenhed de skabe af Rum og af Tid.
Stadigt de sende
Ud deres Straaler,
Vandre saa videre, spörge ei hvor
Straalerne ende;
Tanken kun maaler
Ved sin Præsenthed, hvor hastigt de gaaer.
Det, som vi skue
Samtidigt skinne,
Viser os ei hvad der er, men hvad var;
Himmelens Bue
Er kun et Minde,
Ikkun ved os sin Betydning den har.
Men fra vor Klode
Ogsaa der svæver
Til Universet de Billeder ud,
Som os forlode;
Roligt de hæver
Sig som et Offer til Himmelens Gud.
Intet forsvundet,
Intet forskjertset,
Intet er dödt, som tillive blev kaldt;
Alt er forbundet,
Thi Universet
Er en bestandig Erindring om Alt.
Kongedybs Skjolde,
Colombo, der seiler,
Jesus, der Veien til Golgatha gaaer,
Marathons Bolde,
Eva, der feiler,
Glemslen beseirende for mig opstaaer.
O, mon de skrede
Stjernerne lige,
Fölgende blindt en betvingende Drift?
Er allerede
Hvad skal fremstige
Præget med sikker Nödvendigheds Skrift?
Fatumets Lænke
Er den vor Leder,
Villie og Frihed en falsk Illusion?
Mon hvad vi tænke
Skjæbnen bereder,
Er da vor Kjærlighed blot Attraction?
Trygt i sin Væren
Slumrende kjender
Ikke Naturen til Först eller Sidst;
Ud af sin Gjæren
Aldrig den vender.
Mennesket er sig sin Handling bevidst.
Mennesket tragter
Frem mod et Hele
Bedre end det, som tilforn der var;
Skabelsens Magter
Os nu besjæle,
Forsynets Frihed os gjennemtrængt har.
Herren har villet;
Vi skulle bygge
Videre frem paa den Grund, som er lagt;
Skabt i hans Billed
Er det vor Lykke,
At gjennem os aabenbares hans Magt.
Vi skulle fatte
Loven, som holder
Hele Naturen bevidstlös i Baand;
Alle dens Skatte
Skjönt sig udfolder,
Naar de forlöses ved Menneskets Haand.
Oldtidens Lære
— Guder med Vælde
Lode af Urkæmpens Hjerne staae frem
Himmelens Hære —
Altid kan gjælde;
Aanden, som tænker, har Stjerner i Gjem.
— Styrket jeg hæver
Mig fra mit Sæde
Ved den nedludende Sandbrink paa Kyst.
Mig gjennembæver
Andagtens Glæde
Ligesom Suk et jomfrueligt Bryst.
Maanen den klare
Alt er fremdukket,
Stiger paa Himmelen mere og meer;
Stjernernes Skare
Halvveis er slukket,
Jordklodens Tvillingestjerne den seer.
Udover Vandet
Straaler den slynger,
Danner en Stribe paa Fladen i Ro;
Ind imod Landet
Sagte den gynger,
Ligner en flydende, sölvern Bro.
Hjem i den blöde
Lysning jeg finder
Til mine ventende, kjærlige Faa;
Men naar den röde
Solglands oprinder,
Söger jeg Livets den bredere Aa.