Saasnart Naturen i September
Sin Skjönheds Ligevægt opnaaer,
Sit eget Overmaal den dæmper;
l Jævndögnspunktet Solen staaer.
Dens Lys opklarer, ikke blænder,
Mildt kvæger Varmen, ikke brænder,
I Dagens Fölge Aftnen gaaer.
En Luft saa reen som Barndoms-Minder
Ei stormer vild, ei hviler slöv;
Nu rödme Frugtens runde Kinder,
Og Farvepragt har Skovens Löv.
De maanelyse Nætter svale
Med Veemod sværmeriske tale
Om evigt Liv i jordisk Stöv.
— Forelskte Andres Selskab vrage,
Men til Naturen tye de hen;
Kom, Kjære! lad os Afsked tage
Med Elskovs troe, beskedne Ven,
For brat i Höst dens Liv er ude,
Fælt barske Storme Ligsang tude,
Den er saa sommervenlig end.
Paa denne Tue vi os sætte,
Den tit en Trone for os var;
Idag du kan ei Krandse flette,
Paa Blomster Marken er saa bar.
Men dog en lille Stund vi blive,
Ak! snart vil her kun Sneen drive;
Omskiftelse, hvor er du snar!
Ind under Bögen vil vi træde,
Hvis Krone svæver som en Sky;
Erindrer du vor muntre Glæde,
Da her for Regn vi sögte Ly?
Som Arme bar dig Træets Rödder,
Din Skammel vare mine Födder, —
Og dog tilsidst vi maatte flye.
Lad dette Landskab dybt sig trænge
Ind i din Sjæl, saa klar og blid,
Hos mig dets Billed lever længe
Som Baggrund for min bedste Tid.
— O lad os ei vort Sind tillukke,
O lad os skjönne paa det smukke
Vidunder af Naturens Flid!
Hvo nænner vel sig bort at vende
Fra denne Pragt, saa snart forbi?
Et Liv, der nærmer sig sin Ende,
Indgyder dyb Melancholi.
Naturens Fylde maa forsvinde,
Men gjenopstanden vi den finde
Til Liv i Kunst og Poesi.
Naar engang blomstrer af vor Sommer,
Naar du er Moder, jeg er Mand,
Naar vor September-Livstid kommer,
Gid glade vi da skue kan
En Tid af luttret Elskovs Reenhed,
Af skjön, mangfoldig, frugtbar Eenhed,
En Sommerdag paa Höstens Rand!