Hidtil sværmed jeg i Haabets Sale,
Nu jeg flytter til Erindrings Bo,
Hvor de klare Minders Alvorstale
Skjænker Aanden Holdning, Kraft og Ro;
Ubegrændset Udsigt ei den byder,
Men for hver en Uveirsstorm i Læ
Frem der i dens Urtegaard sig skyder
Mangen prægtig Blomst, mangt frodigt Træ.
Naar i Hösten Bögeskoven visner,
Solen hyller sig i Taageslör,
Blæsten kold og fugtig Luften isner,
Og den sidste Sommerglæde döer;
Glad man tyer ind i sin lune Bolig,
Tænder Lampen, Kakkelovnens Ild.
Saadan ind i Tankens Höisal rolig
Bort fra Verdens Larm jeg drage vil.
Den, som ændser knap den Dag imorgen,
End i mindre Maal den Dag igaar,
Glemmer Glæden, naar den svandt, som Sorgen,
Lever kun for Öieblikkets Kaar;
Han i Livet vanker som iblinde,
Og hans Væren er et Gjöglespil:
Nuet vorder ikkun for at svinde,
Det maa döe, saasnart det bliver til.
Ak! mit muntre Fremtidshaab blev splintret,
Og min varme Kjærlighed forstödt;
Modgang har min Sjæls Udfoldning hindret,
Paa min Vei har jeg kun Skranker mödt.
Men, en lille Skat af skjönne Minder
Jeg beholdt tilbage dog igjen,
Fast jeg til mit Væsens Liv den binder,
Intet skal forjage mig fra den.
Aabne vil jeg Viismænds ædle Skrifter
Der, hvor Livet er i Höitidsro,
Hvor den tydelige Tænkning skifter
Ikkun med en fast, ærværdig Tro;
Skue vil jeg Kunstens Idealer,
Uforkrænkeligheds stolte Slægt,
Som til Tidens ringe Sönner taler
Ord med oprömt Alvors milde Vægt.
Gud velsigne alle Aander klare,
Som til deres ringre Brödres Lyst
Ved Geniets Lysglimt aabenbare
Skikkelser fra Evighedens Kyst;
Held Enhver, hvem hines Vink kan lede
Til at see fra Stövets Taagedal
Himlens Stjerner deres Glands udbrede
Over Alt, hvad er og vorde skal.
Sæden ned i Jordens Mörke lægges,
Dækkes til med Sneens hvide Lag;
Men ved Foraarsvarmen den opvækkes,
Trives i den lyse Sommerdag.
Vente vil jeg uden Suk og Vaande
Under Sorgens kolde, mörke Sky,
Indtil Kjærlighedens milde Aande
Kalder mig til freidigt Liv paany.