Far Verden, farvel!
Du gjækked mig længe med Löfter om Held,
Ei længer skal du mig behandle som Træl!
Med glimrende Udsigt hver Yngling du daarer,
Og lönner hans Higen med Skuffelsens Taarer.
Far Verden, farvel!
Min Ungdom, svind hen!
Skjöndt aldrig mit Foraar kan grönnes igjen;
Hvad Glæde bereder en Ungersvend,
At Panden er glat, og at dunet er Hagen,
Naar Haabet er sönderbrudt, Troen bedragen?
Min Ungdom, svind hen!
Navnkundigheds Glands,
Ei har for din smaalige Storhed jeg Sands,
Ei frister mig Lavrens den lokkende Krands;
Hvad gavner et marmorsmykt Eftermæle?
Siig: lyser vel mellem en Ligkistes Fjæle
Navnkundigheds Glands?
Bryd Lyren itu!
Kun hvæsende stönner dens Strængespil nu,
Dens Hvislen kun opvækker Afsky og Gru;
Om Jubelsang Faa eller Ingen mon spörge,
Langt mindre man vil ved dens Klagelyd sörge.
Bryd Lyren itu!
Klar Videnskabs Röst
Forkynder vel Sandhed, men skjænker ei Tröst,
Den kjender ei Smerte, den kjender ei Lyst.
Hvad Aanden maa spörge om, ei den forklarer,
Og tit os forvirrer hvad koldt aabenbarer
Klar Videnskabs Röst.
Mig Venskab forlad,
Du Datter af Selviskhed, Moder til Had,
Af Fordomme fostret, ved Selvbedrag glad;
Oprigtighed tit som Fornærmelser krænker,
Opoffrelse tit som Forpligtelser lænker.
Mig Venskab forlad!
Vig Elskov, vig bort!
Din Længsel er evig, dit Glandslys er kort,
Den Eensommes Leie du reder saa haardt.
Bedrages og haanligt at vrages af Kvinder
Er kölnede Hjerters advarende Minder.
Vig Elskov, vig bort!
Ak, Resignation!
Du pleier at lede til Religion;
Mig synes dens Balsam en falsk Illusion.
Man pröver at opdirke Himmerigs Döre
Ved indbildsk sig bedre end Andre at gjöre.
Ak, Resignation!
Jeg opgiver Alt.
Selv Sorgen mig synes en ussel Gestalt,
Hvad gjör det, al Skjæbnen saa tungt paa mig faldt?
Mon Verdens Udvikling min Stræben har nödig,
Den enkelte Frugt, er den ei overflödig?
Jeg opgiver Alt.
Natur, i dit Skjöd
Jeg lægger min Livsgnist, en ulmende Glöd,
Benytter mit Liv til at vente min Död.
Min Frihed skal være: slet Intet at ville,
Bevidstlös som Regndraaben synker jeg stille
Natur, i dit Skjöd.
Far Verden, farvel!
Til dig har jeg ingen Taknemligheds-Gjæld;
Et Fangetaarn er mig dit Luftcastel,
Et mislykket Kunstværk, forladt af sin Mester,
En Svamp paa en bedre Tilværelses Rester.
Far Verden, farvel!