Stakkels Pige, vel jeg seer du lider,
Skjöndt du stræber det at holde skjuult;
Din Arbeidsomhed til alle Tider
Röber, at du troer alt Andet huult;
Dette Smertens Udtryk om dit Öie,
Disse Alvorstræk omkring din Mund
Passe med det Blik, som mod det Höie
Stirrer eller mod den dybe Grund.
Ei nyfigen kommer jeg og fritter
Efter Kilden, hvor din Sorg udsprang;
Hjertesorg i Klager ei man splitter,
Til Meddelelse den har ei Trang.
Frem paa Læben trænger sig vor Glæde,
Den har Evne til at finde Ord;
Den Bedrövede kan ikkun græde,
Naar han ene med sin Sorg sig troer.
Men saafremt en from, beskeden Pleie
Ei din syge Sjæl er til Besvær,
Skal en trofast Ven i mig du eie,
Mig, hvem du dog fordum havde kjær.
Lider jeg end ikke dine Kvaler,
Mig beskygger dog din Kummers Nat;
Naar en venlig Stemme til dig taler,
Föler du dig ikke reent forladt.
Hvad Fornöieligt jeg kan fortælle
Lyt dertil, det er min simple Bön;
Guulnes Skovens Lövværk end af Ælde,
Holder Engen sig dog længer grön.
Lidenskab fremtryller Livets Lykke,
Ak, dets Modgang ogsaa er dens Værk;
Tarveligt Forstanden kan kun bygge,
Men dens Bygning er dog lys og stærk.
Kom til mig, sörgmodige Veninde,
Frisk jeg er, skjöndt ogsaa Sorg jeg led;
Jeg i dine Luner kan mig finde,
Ei du skal faae Lov at see mig vred.
Taalmod skal med Tiden i Forening
Læge Saaret i dit kjække Bryst;
Hör blot, selv om ei du troer min Mening:
Ingen ædel Sorg er uden Tröst.