Du Diamant af Morgendug, som glimter
Med Stjernens klare Glands paa Bladets Rand!
Hvor liden! Dog jeg her en Verden skimter —
Men som et Aandepust forstyrre kan.
En Draabe kun! og skabt i Öjeblikke,
For i de næste atter at forgaae.
För Morgentaagen steeg, da varst du ikke —
Naar Solen stiger, du forsvinde maa.
En Draabe kun! og dog i dig sig rörer
Et stærktbevæget, tusindfoldigt Liv;
En Stat, som skifter Form, og Krige förer;
Skjöndt ikkun for et Nu den fik sit “Bliv!”
En Draabe kun! og dog et Hav, hvor Hobe
Af Skabninger omtumles uden Tal.
Et Hav! — og dog ikkun en liden Draabe,
Som selv hiin Svales Törst ej slukke skal.
Du tindrer der saa lys og mild og stille;
Dog i dit Indre Larm og Tvedragt boer.
Af Underværker fuld! og dog saa lille! —
Saa lille — for min Tanke dog for stor!
Stands Tanke! — hvo er stor? og hvo er liden
Af alle dem, den Ene Store gav
Tilværelse? — En Kæmpe selv er Miden
Imod det störste Dyr i dette Hav.
O Kvindefödte! hveden har du hentet
Dit Maal for det umaalelige Rum?
En Draabe kun er hele Firmamentet —
Som tusind Aar er kun en Natteslum.
S. S. Blicher.
