Temora
Ottende Sang.
Ottende Sang.
Som naar Vinterstorme have grebet Fieldsøens Bølger, have grebet dem i Frostens Nat, og bedækket dem med Iis; de hvide Vover synes end at rulle for Jægerens aarle Øje. Han bøjer sit Øre mod Larmen af alle de ujevne Bølgerader; men alle ere de tause, blinkende, bestrøede med Kviste og Græstuer, som ryste og hvine i Vinden over Frostens hvide Marker: — saa tause skinnede Morvens Rækker i Dagsskiæret, i det hver Kriger saae op fra sin Hjelm til Kongens Bierg; til Fingals skyetakte Bierg, hvor han gik i den bølgende Taage. Stundom sees Helten stor i alle sine Vaaben. Fra Tanke til Tanke rullede Kampen giennem hans frygtfrie Siæl.
Nu fremtriner Fingal. Først saaes Lunos Sværd; Spydet halv ragende frem fra en Skye; Skioldet endnu dunkelt i Taage. Men da Kongen traadte ud med alle sine graae, beduggede Lokker, da opsteeg hans Kæmpers Fryderaab fra hver en larmende Skare. De samledes blinkende, trindt, med alle deres højtstraldende Skiolde. Saa hæve sig de blaae Bølger omkring en Aand, der kommer ned fra Hvirvelvinden. Vandreren hører den fierne Brusen, og løfter sit Hoved over Klippen. Han skuer det oprørte Hav og troer at skimte Aanden. Tungt tumle Bølgerne trindt, med alle deres skumklædte Rygge.
Langt borte stod Mornis Søn, Duthnos Spire, og Conas Skiald. Langt borte stode vi, hver under sit Træe. Vi skyede Kongens Øjne; vi havde ikke sejret paa Slagets Mark. — En liden Bæk randt ved min Fod: jeg rørte dens lette Bølge med mit Spyd. Jeg rørte den med mit Spyd; men ikke der var Ossians Siæl. Mørk steeg den fra Tanke til Tanke, og sendte Sukket ud.
Mornis Søn, sagde Kongen, Dermid! hvi ere I mørke som tvende Klipper, hver med sin nedrindende Vande? Intet Nag dvæler i Fingals Siæl mod Mændenes Førster. I ere min Styrke i Strid; min Glædes Kilde i Fred. Min aarle Stemme var en liflig Vind for eders Øren, da Fillan beredte Buen. Fingals Søn er ikke her, ej heller de springende Raaers Jagt. Men hvi skulle Skioldbryderne stande afsides, mørke?
Ranke ginge de mod Kongen; de saae ham bortvendt mod Moras Vind. Hans Taarer randt for hans blaaøjede Søn, som blunded i Strømmens Hule. Men han opklaredes foran dem, og talte til de bredskioldede Konger. Cronmal, Stormenes Mark, med skovtakte Fielde og damphyllet Top, udgyder blaa Lubars susende Elv. Bag den slynger sig klare Lavath i Hjortes stille Dal. En Hule er mørk i en Klippe; over den boe stærkvingede Ørne; bredtoppede Ege foran dem suse i Clumas Vind. I sine Ungdoms Lokker er Ferudartho, blaaøjede Konge, bredskioldede Carbars Søn udaf Ullin. Han lytter til Condans Røst, der hælder graahærdet1 i Dæmringen. Han lytter; for hans Fiender boe i Temoras gienlydende Haller. Stundom gaaer han ud i Taagens Skygger, at bede de hoppende Raaer. Naar Solen skinner paa Marken, da er han ikke ved Klippen, ej heller ved Elven. Han skyer Bolgas Slægt, som boe i hans Fædres Borg. Siig ham, at Fingal løfter Spydet, og at hans Fiender maaske kunde falde. — Hæv, o Goel, dit Skiold for ham. Udstræk, o Dermid, Temoras Spyd. Din Røst, o Carril være i hans Øre om hans Fædres Daad. Leed ham til grønne Moilena, til Aanders dunkle Mark; thi der styrter jeg frem til Strid i Kampens Rækker. Før mørke Nat neddaler, komme I til højen Dunmoras Top. Blik ned fra den graae bølgende Taage paa strømfulde Lena. Hvis mit Banner da vajer der, over Lubars blinkende Løb, da har, ej Fingal svigtet, paa den sidste af hans Blodmarker.
Saa vare hans Ord; intet svarte de taus bortilende Konger. De kastede mørke Blik, til Siden, paa Erins Hær, i det de vandrede bort. Aldrig før havde de forladt Kongen midt paa Stormens Mark. — Efter dem gik graahærdede Carril, og rørte stundom sin Harpe. Han forudsaae Folkets Fald, og Klangen var sorgfuld. Den var som Vinden, der kommer stødviis over Legos sivgroede Søe; naar Slummer falder paa Jægeren udi hans mostakte Hule.
Hvi hælder Conas Skiald, sagde Fingal over sin afsides Elv? Er denne en Tid til Sorg, faldne2 Ossians Fader? Mindes de Kæmper i Fred, naar de buldrende Skiolde ej høres meer! Da bøje du dig i Sorg over Bækken, hvor Biergvinden aander. Da svæve de forbi din Siæl, Lenas blaaøjede3 Indvaanere. Men Erin fremruller til Kamp, vældig vidttumlende, mørk. Løft, Ossian, løft Skioldet! — Jeg er ene, min Søn!
Pludselig, buldrende nedvælter bredvingede Dræbning fra Moras mostakte Side. Fingal fremledte sit Folk, strømfulde Morvens Konge. Over ham flaggrer Ørnens Vinge. Hans graae Lokker strømme ned over hans brede Skuldre. I Torden ere hans vældige Trin. Ofte vender han sig og beskuer Vaabnenes vidtglimtende Bølger. Han lod som et graanende Field, bedækket med Iis, hvis Skove ere høje i Luften. Klare Strømme nedrinde fra dets Hoved, og adsprede deres Skum paa Vindene.
Nu kom han til Lubars Hule, hvor Fillan slumred i Mørket. Bran laae endnu paa det kløvede Skiold: Ørnevingen borthvirvles adsplittet af Vinde. Fra visnede Bregne fremblinkede Heltens Spyd. — Kummer oprørte Kongens Siæl, liig Hvirvelvinde den sortnende Søe. Han bortvendte sit hastige Fjed, og hælded sig over sit krummende Spyd. — Hvidbrystede Bran sprang gladelig frem mod Fingals velkiendte Gang. Han kom og saae til Hulen, hvor den blaaøjede Jæger laae; thi han var vandt at udile med Morgenen, til Raaens beduggede Leje. — Da runde Kongens Taarer og hele hans Siæl var mørk. — Men som den stigende Vind ruller Regnskyen bort, og blotter de hvide Floder for Solen, og høje Bierge med deres grønnende Isser: saa vendte Kamp tilbage og opklarede Fingals Siæl. Han sprang paa sit Spyd over Lubar, og slog sit højtrungende Skiold. Hans Kæmperader fremvælte med alle deres hvasse Sværde.
Ej hørte Erin Buldret med Frygt: vidt komme de rullende ned. mørke Malthos i5, Kampens Vinge, skuer frem fra skiæggede Bryn. Efter ham opsteeg Hidalla, den Lysstraale: dernæst Maronnan med skumle, skelende Blik. Blaaskioldede Clonar løfter Spydet. Cormar ryster sine buskede Lokker i Vinden. — Langsom frem fra en Klippe steeg Athas straalende Konge. Først saaes hans tvende spidse Speer, og halve hans funklende Skiold: liig en Nattens Lue, som opstiger over Gienfærds Dal. Men da han fremskinnede ganske, da styrted Hærene paa eengang i Striden. Mod hverandre strømme de glimtende Staalbølger.
Som tvende oprørte Have mødes med6 alle deres Bølgers Tumlen, naar de føle de kæmpende Vindes Vinger, i Lumons fieldindsluttede Bugt; over gienlydende Bierge er Aanders dunkle Løb; Skove, af Stormen oprykte, rulle ned udi Dybet, blandt Hvalers skummende Veje: — saa blandedes Hærene. — Snart stormede Fingal frem, snart Cathmor. — Dødslarmen er foran dem: søndersplittede Vaaben blinke i deres Fjed, hvor de højtspringende Konger nedhug de klingrende Skioldrækker.
Maronnan faldt for Fingal, nedstyrtet tvers over en Elv. Vandene samledes ved hans Side, og randt over hans buglede Skiold. Clonar giennembores af Cathmor: end laae han dog ej paa Jorden. En Eeg greb hans Haar i Faldet. Hen ad Marken trillede hans Hjelm. Ved sin Rem hang hans brede Skiold; over det randt hans udsprudlende Blod. Flamin skal græde i Hallen, og slaae sit bølgende Bryst7.
Ej heller glemte Ossian Spydet, i hans egen Vinge af Slaget. Han bestrøede Marken med døde. — Unge Hidalla kom. ”Strømfulde Clonars liflige Stemme! Hvi løftede du Staalet? O at vi mødte hverandre i Sangens Kamp i din egen græsklædte Dal”? Malthos saae ham i Støvet8, og mørkned i det han fremfoer. Hver paa sin Side af en Elv bøje vi os til buldrende Strid. Himlen kommer rullende ned: trindt brøle Stormhvirvlernes Stemmer. — Bierge hyldes i Lynild. Tordenen brager giennem Skyernes Haller. — I Mørke foer Fienden tilbage: forfærdede stode Morvens Kiemper. — End stod jeg hældende over en Elv, i mine hvinende Lokker.
Da opsteeg Fingals Røst; og Buldret af den flygtende Fiende. Jeg saae Kongen stundom, i Lynglimt, stormende frem i sin Vælde. Jeg slog mit gienlydende Skiold, og hang frem over Alnecmas Fjed: foran mig ruller jeg Fienden, liig en Taageskye.
Solen saae frem fra sin Skye. Moilenas hundrede Strømme glindste. Langsomt opløftedes de blaae Taagestøtter mod Bierget. Hvor ere de vældige Konger? — Ej ved hiin Elv ere de, ej heller ved Skoven! — Jeg hører Staalklang! — Deres Kamp er i Taagens Barm. — Saadan er Aanders Strid i en natlig Skye, naar de brydes om Vintervindenes Vinger, og om de skumklædte Bølgers Rullen.
Giver du dig, Borbarduthuls Søn? eller løfter du endnu Spydet? Ei ukiendt er dit Navn i Selma, i Vandrereus grønne bolig. Det er kommen til Fingals Øre, liig hans Ørkens milde Vind. — Kom til mine Fæsters Borg: de vældige monne stundom vige. Ingen Ild er jeg mod nedbøjede Fiender: jeg hoverer ej over de tappres Fald. — Jeg veed at tillukke Saaret; jeg kiender Biergenes Urter. Jeg greb deres faure Hoveder, som de bølged ved deres lønlige Bække10. — Du est taus og mørk, Athas Konge, Vandreres Ven!
Ved Athas Flod, sagde han, der kneiser en mostakt Klippe. Paa dens Isse er Grenes Viften i Vindenes Løb. Mørk, i dens Side, er en Hule med sin rislende Kilde. Der har jeg hørt Vandreres Trin, naar de gik til min Glædes Borg. Fryd opsteeg, som en Lue, i min Siæl: jeg signed den gienlydende Klippe. Her være min Bolig, i Mørke, i min græsrige Dal. Fra denne skal jeg bestige Vinden, som hvirvler Tidselens Skiæg; eller see ned fra dens bølgende Taage paa Athas bugtende Elv.
Hvi taler Kongen om Graven? — Ossian! Kæmpen segner! — Fryd møde din Siæl, som en Strøm, o Cathmor Fremmedes Ven!
Min Søn, jeg hører Aarene kalde. De tage mit Spyd, i det de henrulle. Hvi monne ej Fingal hvile i sin Borg? synes de at sige; forlystes du stedse ved Blod? ved sorgfuldes Taarer? — Nej, I mørkrullende Aar, Fingal forlystes ikke ved Blod. Taarer er Vinterstrømme, som fortære min Siæl. Men naar jeg stunder til Hvile, da kommer Krigens stærke Røst. Den vækker mig i min Borg, og udæsker alle mine Vaaben. — Ej meer skal den udæske dem. Ossian, tag du din Faders Spyd. Løft det i Strid, naar hoffærdige hæve sig.
Mine Fædre, Ossian, følge mine Fjed: min Daad er behagelig for deres Øjne; hvor jeg fremgaaer til Kamp, paa min Mark ere deres Taagestøtter. — Men min Arm forsvarte dem svage; de stolte fandt, at min Vrede var Ild. Aldrig fryded mit Øje sig over de faldne. Derfor skulle mine Fædre møde mig ved deres Skyehallers Porte, i skinnende Dragt, med mildtindrende Øjne. Men mod de prude ere de formørkede Maaner i Himlen, som udsende natlige Luer, rødtflammende over deres Aasyn.
Heltes Fader, Trenmor, Stormhvirvlers Indvaaner! Jeg giver dit Spyd til Ossian: lad dit Øje sig fryde! — — Dig haver jeg stundom seet straalende mellem dine Skyer; saa vise du dig for min Søn, naar han skal hæve Spydet: da skal han mindes din herlige Daad; endskiønt du ikkun er en Taage nu.
Han satte Spydet i min Haand, og opløfted en Steen paa Klippen, at tale til kommende Tider med sit graae, mosbedækkede Hoved. Derunder lagde han et Sværd i Jorden, og een funklende Nagle udaf sit Skiold. I mørke Tanker staaer han en Stund nedbøjet: omsider løde hans Ord.
Naar du, o Steen, skalt i Støv henfalde, og svinde i Aarenes Mos, da skal Vandreren komme, og nynnende drage forbi. Ikke veedst du, svage Vandrer, at Navnkundighed engang har straalet paa Moilena. Her nedlagde Fingal sit Spyd, efter den sidste af sine Krige. — Afsted, du tomme Skygge; i din Røst er ingen Roes. Du boer ved en fredelig Bæk; nogle Aar, og du er borte. Ingen mindes dig, du den tykke Taages Indbygger! — Men Fingal skal være isørt Navnkundigheds Glands, en Lysstraale for Fremtidens Dage; thi han gik frem, i højtklingrende Staal, at frelse de svage i Vaaben.
Straalende i sin Hæder gik Kongen til Lubars susende Eeg, hvor den hældte fra sit Field, over den klartrindende Elv. Under den er en snæver Slette, og et Klippevælds Rislen. Her bølgede Morvens Banner i Vinden, at betegne Feradarthos Vej, fra hans lønlige Dal. — Klar fra sit deelte Vesten fremskuer Himlens Soel. Helten saae sit Folk, og hørte deres Fryderaab. I brudte Rader blinkte de trindt, i Aftenens Straaler. Kongen jublede, liig en Jæger i sin egen grønne Dal, naar Tordenen er bortrullet, og han skuer Fieldets glindsende Sider. Den grønne Torn ryster sit Hoved i dets Bryst; fra dets Isse kige de brune Raaer.
11 Graahærdet, nedbøjet ved sin mostakte Hule, sidder bedagede Clonmal. Skialdens Øjne vare formørkede. Han krummer sig over sin Stav. Foran ham lytter skiønlokkede Sulmalla til hans Kvad; Athas Kongers Kvad i Oldtids Dage. Slagets Bulder havde fortadt hans Øre: han standsde, og hæved det lønlige Suk. Henfarnes Aander, sagde de, betyste ofte hans Siæl. Han saae Athas Konge falden under sit krummende Træe.
Hvi est du mørk? sagde Pigen. Sværdkampen er forbi. Snart skal han komme til din Hule, over dine bugtende Strømme. Solen seer frem fra Vestens Bierge. Søens Taager stige. Blaae udbrede de sig over hiint Field, Raaers græsrige Bolig. Af Taagen skal min Konge fremgaae. See! han kommer i sin Rustning. Kom til Clonmals Hule, o min inderlig elskte! — Det var Cathmors Aand svævende, glimtende, stor. Han sank ved Elven, som bruste hult mellem Klipperne. — ”Det var kun Jægeren, sagde hun, som leder om Raaens Seng. Hans Gang er ikke til Strid; hans Viv venter ham til Natten. Nynnende skal han hjemile med den fældede brune Hind”. — Hendes Øjne ere henvendte mod Bierget; atter nedsvæved den faure Skikkelse. Hun opstod midt i sin Glæde. Han forsvandt i Dunster: hans Taagelemmer opløses, og blandes med Biergets Vinde. — Da vidste hun, at han var ikke mere. ”Erins Konge, est du falden”. — Lad Ossian forglemme hendes Sorrig; den fortærer Oldingens Siæl.
Aftenen sank ned over Moilena. Hvide randt Landets Strømme. Lydelig høres Fingals Røst: Eges Luer stege. Trindt samledes Folket med Glæde; men Glæde blandet med Skygger. De vendte deres Øjne til Kongen og saae hans formørkede Fryd. Liflig kom Strengeleegs Toner fra Ørkens Vej. Først løde de som Bækkens Rislen fiernt mellem dens Klipper. Sagtelig bølgede de over Bierget, liig Vindens brusende Vinge, naar den løfter Klippernes lange Skiæg i Natteus tause Stund. — Det var Condans Røst blandet med Carrils bævende Harpe. De kom med blaaøjede Feradartho til strømfulde Mora.
Med eet frembryde vore Barders Sange paa Lena: Kæmperne sloge deres Skiolde. Glæde steeg straalende over Kongen, liig Solstraalen paa den skyefulde Dag, naar den smiler paa det grønne Bierg, foran Stormenes Brølen. — Han slog Kongernes hvælvede Skiold rundt om tie de alle. Krigerne bøje sig fremad over deres Spyd imod deres Fødelands Stemme.
Morvens Sønner, bereder Fæsten! Lad Natten henglide under Sang. I have skinnet omkring mig, og det mørke Uvejr er forbi. Mit Folk er den stormvante Klippe, hvorfra jeg udspreder mine Ørnevinger, naar jeg iler frem til Navnkundighed, og griber den paa sine Marker. Ossian, du har Fingals Spyd: ej er det en Ynglings Stav, hvormed han nedhugger Tidslerne, hin unge Vandrer paa Marken. Nej, det er de vældiges Spær12, med hvilket de udstrakte deres Hænder til Kæmpers Død. See til dine Fædre, min Søn; de ere hellige Straaler. — Med Daggrye lede du Feradartho til Temoras gienlydende Haller. Mind ham om Erins Konger, Fortids statelige Helte. — Lad ikke de faldne glemmes; de vare bolde paa Kampens Mark. Lad Carril udgyde sin Sang, at Kongerne kunne frydes i deres Taage. — Med Morgenlyset udbreder jeg mine Sejl mod Selmas beskyggede Volde.