Temora
Fjerde Sang.
Fjerde Sang.
Under en Eeg, sagde Kongen, sad jeg ved Selmas Klippeelv, da Connal opsteeg fra Havet, med Duthcarons brudte Spyd1. Fjernt stod Ynglingen, og bortvendte sine Øjne: for han mindedes sin Faders Fjed paa hans egne grønne Bjerge. Jeg mørknedes: dunkle Tanker rullede over min Sjæl. Erins Konger fremstege for mig. Halvt uddrog jeg mit Sværd. — Langsomt nærmede Førsterne sig; de opløftede deres tause Øjne. Liig en Rad af Skyer vente de min Stemmes Frembrud: den var for dem en Storm fra Himlen, til at bortrulle Taagen.
Jeg bød mine hvide Sejl at hæve sig, for Conas susende Blæst. Tre hundrede Ynglinger beskuede Fingals hævede Skjold fra deres Bølger. Højt hang det paa Masten, og blinkte paa den mørkblaae Søe. — Men da Natten nedsteeg, da slog jeg stundom den varslende Nagle: jeg slog, og stirred mod Himlen op efter guldlokkede Ulerin2.
Ej dvælede Himlens Stjerne: rød vandrede den mellem Skyerne: jeg fulgte den faure Straale paa det matglimtende Dyb. — Med Daggrye steeg Erin i Taage. Vi glede ind i Mojlenas Vig, hvor dens blaae Vover trillede i de gjenlydende Skoves Skjød. — Her undflyede Cormac, i sin lønlige Borg, Colcullas3 Vælde. Ej ene flyer han Fienden: der var Roscranas blaae Øje, Kongens hvidarmede Dotter.
Graae fremgik bedagede Cormac, støttende sig paa sit sløve Spyd. Han smilte gjennem sine bølgende Lokker; men Kummer var i hans Sjæl. Han saae os faa for sit Ansigt, og hans Suk opsteeg. — Jeg skuer Trenmors Vaaben, sagde han; og disse ere Kongens Fjed. Fingal! du est en Lysstraale for Cormacs mørknede Sjæl. — Tidlig er din Roes, min Søn; men stærke ere Erins Fiender. De ere som Floders Brusen i Landet, vognbaarne Comhals Søn.
Dog kunne de bortrulles, sagde jeg i min Sjæls Stigen. Vi ere ikke af de svages Æt, blaaskjoldede Hæres Konge! Hvi skulle Frygt komme iblant os, liig en Nattens Aand? Den tappres Sjæl voxer, som Fienderne tiltage i Marken. Rul intet Mørke over de unge i Krig, Erins Konge.
Kongens frembrydende Taarer randt. Han greb min Haand i Taushed. — Kjække Trenmors Æt, sagde han; jeg ruller ingen Skye over dig. Du brænder i dine Fædres Ild. Jeg seer din Navnkundighed. Den udmærker din Bane i Striden, liig en Lysstrøm. Men vent paa Carbars Komme: min Søn maae forene sig med dit Sværd. Han kalder Ullins Sønner fra alle deres langtfraliggende Strømme.
Vi kom til Kongens Borg, hvor den knejste blant Fjelde: Fjelde, paa hvis mørke Sider vare Spor af Oldtids Strømme. Trindt nedhælde brede, mosklædte Ege: Birken vugger sit løvfulde Hoved. Halvskjult i sin skyggefulde Lund, kvad Roscrana Sangen; hendes hvide Hænder stege paa Harpen. Jeg saae hendes blaarullende Øjne. Hun var liig en Himlens Aand, halvindhyllet i Skyens Rand.
Tre Dage gjæstede vi paa Mojlena; yndig steeg hun i min urofulde Sjæl. — Cormac saae mig mørk. Han gav mig den hvidbarmede Møe. Hun kom med nedslagne Øjne i hendes tunge Lokkers Flaggren. — Hunt kom. — Kampen raste; — Colculla fremfoer. — Jeg greb mit Spyd. Mit Glavind steeg med mit Folk mod Fienderader. Alnecma flyede. Colculla faldt. Med Hæder kom Fingal tilbage.
Han er navnkundig, o Fillan, som kæmper i Styrken af sit Folk. Barden følger hans Fjed gjennem Fiendens Land. Men han som kæmper allene; faa ere hans Gjerninger for kommende Tider. Han skinner i Dag, et herligt Lys; i Morgen er han ikke mere. Een Sang indfatter hans Rygte. Hans Navn er paa een Stridsmark. Han er forglemt, uden hvor Græstuen bedækker hans Grav.
Saa vare Fingals Ord paa Raaernes Mora. Tre Barder udgøde den liflige Sang fra Cormuls Fjeld. Søvn nedsteeg med Tonerne over den vidtstrakte Hær: Carril vendte tilbage med Barderne fra Dunloras Konges Grav. Morgenens Røst skal ikke komme til Heltens mørke Seng. Ej mere skal du høre Raaernes Trin omkring dit snævre Huus.
4Som Stormskyer rulle om et natligt Himmellys, naar de opklare deres Sider ved dets Skin, hen over det bølgende Hav: saa samledes Erin om Athas straalende Konge. Høj i Midten løfter han stundom sorgløs sit Spyd: som Klangen af Fonars fjerne Harpe stiger og synker. — Nær ved hviler blaaøjede Sulmalla mod Klippen, Inishunas Konges hvidbarmede Dotter. For at hjelpe ham kom blaaskjoldede Cathmor, og bortrulled hans Fiender. Sulmalla saae den bolde i Fæstens Hal; og sorgløse rulled ej Cathmors Øjne paa den langlokkede Møe.
Den tredie Dag fremsteeg, og Fithil kom fra strømfulde Erin. Han fortalte om Skjoldets Opløften i Morven, og rødhaarede Carbars Fare. Cathmor hejsede Sejlet ved Cluba, men Vindene vare i andre Lande. Tre Dage tøvede han paa Kysten, og vendte sine Øjne til Conmors Haller. — Han mindedes Udlændingens Dotter, og hans Sukke steeg. — Nu da Vindene vakte Bølgen, kom en Yngling i Brynie fra Bjerget; at løfte Sværdet med Cathmor i hans larmfulde Mark. — Det var hvidarmede Sulmalla: lønlig vandred hun under sin Hjelm. Hendes Fjed vare i Kongens Spor; paa ham rullede hendes blaae Øjne med Fryd, naar han laae ved sine rislende Bække. — Men Cathmor tænkte, at hun end stedse jog de springende Raaer paa Lumon; eller fjernt paa et Fjeld udstrakte sin hvide Haand mod Vinden, for at føle dens Løb fra Inisfal, hendes elskedes grønne Bolig. Han havde lovet at vende tilbage med sine hvidbarmede Sejl. — Pigen er nær hos dig, Athas Konge, hvilende sig mod sit Fjeld.
Blid og statelig knejser unge Hidallan i Egens Straale. Hans Haar falder om hans blussende Kinder, i lyse, bølgende Lokker. Sød var hans Røst i Clonra, i hans Fædres Dal; naar han rørte Harpen i Hallen, ved sine rislende Aaer.
Erins Konge, sagde Ynglingen, nu er Fæstens Tid. Byd Barderne at hæve deres Stemmer og rulle Natten bort. Fra Sang vender Sjælen skrækkeligere tilbage til Kamp. Mulm ruger over Inisfal: fra Bjerg til Bjerg hænge de krusede Skyer. Fjern og bleg paa Heden sees Aanders rædsomme Gang: de faldnes Aander bøje sig ned mod deres Sang. — Byd du Harperne klinge, at fryde de døde paa deres vandrende Vinde.
Forglemte være alle de døde, sagde Foldaths frembristende Harme. Veeg jeg ikke i Kampens Mark, og skal jeg da høre Sangen? End var dog mit Løb ej fredelig i Striden: Blod var en Strøm trindt om mine Fjed. Men de svage vare efter mig, og Fienden har undgaaet mit Sværd. — I Clonras Dal slaae du Harpen; lad Dura svare din Røst; mens en Pige stirrer fra Skoven paa dine lange gule Lokker. Flye fra Lubars Slette; den er Heltes Mark.
Temoras Konge, sagde Malthos, dig bør det at anføre i Slaget. Du est en Ild for vore Øjne, paa den mørkbrune Mark. Som en Stormvind foer du over Hærene, og nedstyrtede dem i Blod: men hvo har hørt dine Ord, naar du vendte tilbage fra Marken? — De hadske frydes ved Død: deres Hu dvæler ved deres Glavinds Saar. Strid indsvøbes i deres Tanker: deres Ord høres altid. — Dit Løb Momas Første, var liig en oprørt Strøm De døde rulledes over din Vej: men ogsaa andre løfte Spydet. Vi vare ikke svage efter dig, men Fienden var stærk.
Kongen saae deres stigende Vrede, han saae de fremhældende Førster; thi halvuddragne holdt de Sværdene, og rullede deres tause Øjne. Nu vilde de have sammenstyrtet i skrækkelig Kamp, havde ej Cathmors Vrede opblusset. Han drog sit Sværd: det glimtede gjennem Nat mod den højtluende Eeg.
Hoffærdigheds Sønner, sagde Kongen, stiller eders svulmende Sjæle! Tilbage i Natten! — Hvi skulde min Vrede stige? — Skulde jeg kæmpe med begge i Vaaben? — Ej er det Tid til Kiv. Tilbage I Skyer ved min Fæst! vækker ej mere min Sjæl. — De sank, hver til sin Side, fra Kongen; liig tvende Støtter af Morgendug, naar Solen opstiger imellem dem, over sine glindsende Klipper. Mørke bortrulle de paa begge Sider, hver til sit eget sivgroede Kjær.
Tause sadde Førsterne ved Fæsten. De saae stundom til Athas Konge, hvor han treen paa sin Klippe, udi sin dulmende Sjæl. — Omsider laae Hæren paa Sletten: Søvn nedsteeg over Mojlena. Ene Fonars Stemme steeg under hans fjerne Træe. Den steeg til Cathmors Priis, Larthons Søn af Lumon. Men Cathmor hørte ikke sin Lov. han laae ved en Elvs Brusen: Nattens susende Vind vifted over hans hvislende Lokker.
Carbar kom til hans Drømme, halvseet fra sin lavthængende Skye. Glæder stege dunkelt i hans Ansigt: han havde hørt Carrils Sang. Et Vindpust bar hans sortrandede Skye; som han greb i Nattens Skjød, da han steeg med sin Hæderssang, op mod sin Luftborg. Halvtblandede med Elvens Brusen udgød han sine svagtlydende Ord.
”Fryd møde Cathmors Sjæl: hans Stemme hørtes paa Mojlena. Barden gav Carbar sin Sang: han vandrer paa Vinden. Min Skikkelse er i mine Fædres Borg, liig en rædsom Lues Gliden, der bugter gjennem Ørken i en Uvejrs Nat. — Ingen Skjald skal savnes ved din Grav, naar du est nedsegnet. Sangens Sønner elske de tappre. — Cathmor! dit Navn er en liflig Vind. — De sorgfulde Toner stige! Paa Lubars Slette der er en Røst. — End højere I dunkle Aander! navnkundige vare de døde. — Hvinende stiger den spæde Lyd. — Ene høres den hulere Storm! — Ak! Snart er Cathmor bleg”!
Sammenrullet fløj han vidt bort i Blæstens Skjød. Den gamle Eeg følte hans Bortgang, og rysted sit susende Hoved. Kongen opfoer fra Slummer, og tog sit rædsomme Spyd. Trindt opløfter han sine Øjne. Han seer kun sortrandede Nat.
Det var Kongens Røst, men nu er hans Skikkelse borte. Ukjendelig er eders Vej udi Luften, I Nattens Børn! Ofte sees I, liig Straalers Gjenskin, i vilden Ørk; men I forsvinde i eders Vinde før vore Fjed nærme sig. — Gaae da, svage Slægt! Viisdom er ej hos eder. Eders Glæder ere svage, og liig vor Hviles Drømme, eller de letvingede Tanker, som flyve gjennem Sjælen. Snart er Cathmor bleg? nedlagt i sit mørke, snævre Huus, hvor ingen Morgen kommer med sine halvtaabnede Øjne? — Bort du Skygge! Kamp er for mig; hver fjernere Tanke bort! Jeg fremiler paa Ørnevinger, at gribe min Hæders Straale. I ensomme Elvdal boer den lave Sjæl. Dage henrulle, Aarstider komme igjen, men han er stedse ukjendt. — I en Stormvind kommer skyefulde Død, og lægger hans graae Hoved til Jorden. Hans Aand indhylles i Engens Taage. Dens Bane er aldrig paa Bjerge, eller mostakte Stormdale. — Saa skal ej Cathmor bortgaae. Ingen Dreng paa Marken var han, som ikkun søger Raaernes Leje paa de gjenlydende Bjerge. Min Fremilen var med Konger, og min Fryd paa Forfærdelsens Marker: hvor brudte Hære rulledes bort, liig Bølger for Stormen.
Saa talte Alnecmas Konge, straalende i sin stigende Sjæl. Mod flammer i hans Barm liig en lystelig Lue. Statelig er hans Gang paa Heden; Østen udgyder trindt sine Straaler. Han saae sin blege Hær paa Sletten, vidt udbredende sine Rækker i Lys. Han jublede, liig en Himlens Aand, som fremstrider over sine Have, naar han seer dem rolige trindt om, og alle Vindene tie. Men snart vækker han Bølgerne, og ruller dem svulmende mod en buldrende Kyst.
Ved Bækkens sivkrandste Bred, blunded Inishunas Dotter. Hjelmen var falden fra hendes Hoved. Hendes Drømme vare i hendes Fædres Egne. Der var det Morgen i Marken: graae Floder nedfaldt fra Klipperne; Luftninger flyve i skyggefulde Bølger hen over de græsklædte Enge. Der høres Tumlen af dem, som berede sig til Jagten; og Kæmpers Udstrømmen fra Borgen. Men høj over alle er strømfulde Athas Helt: han fæster sit Elskovs Øje paa Sulmalla, udi sin højhedsfulde Gang. Hun bortvender sit Ansigt med Stolthed, og spænder sorgløs sin Bue. Saa vare Pigens Drømme, da Athas Kriger kom. Han saae hendes faure Ansigt, imellem hendes vandrende Lokker. Han kjendte Lumons Møe. Hvad skulde Cathmor gjøre? — Hans Sukke steeg, hans Taarer randt; men hastig bortvendte han sig. — ”Ej er det Tid, Athas Konge, at vække den lønlige Sjæl. Foran dig vælter Kampen, liig en oprørt Strøm”.
Han slog den varslende Nagle, hvori boede Krigens Røst. Erin opstod omkring ham, liig Ørnevingers Klappren. — Sulmalla foer op fra Søvn, i hendes løstflagrende Lokker. Hun greb Hjelmen fra Jorden og skjælv paa sit Sted. Hvi skulde de vide i Erin om Inishunas Dotter? For hun mindedes Kongers Æt, og hendes Sjæls Stolthed steeg.
Hendes Fjed ere bag en Klippe, ved en Dals blaabugtende Bæk: hvor Hinden boede, før Kampen steeg. Didhen kom stundom Cathmors Røst til Sulmallas Øre. Hendes Sjæl er mørk tungsindig; hun udgyder sine Ord i Vinden.
”Inishunas Drømme forsvandt: de ere rullede bort fra min Sjæl. Jeg hører ikke Jagten udi mit Fædreneland. Jeg er skjult i Krigens Skygger. Jeg seer frem fra min Skye; men ingen Straale fremskinner at oplyse min Stie. Jeg seer min Kriger falden; for den bredskjoldede Konge er nær, han som sejrer i Fare, Spydkonningen Fingal. — Henfarne Conmors Aand? Er din Gang i Vindenes Skjød? Kommer du stundom til fremmede Lande, sorgfulde Sulmallas Fader? Du kommer; for jeg har hørt din Stemme om Natten; mens end jeg gled paa Bølgen til strømfulde Erin. Fædres Aander, sige de, kunne tage deres Børns Sjæle, naar de skue dem ene i Jammer. Kald mig, min Fader, naar Kongen hviler i Jorden; for da skal jeg være ene midt udi Jammer.