Temora
Anden Sang.
Anden Sang.
Heltes Fader, Trenmor! Hvirvelvindens Indvaaner! Hvor Tordenens mørkerøde Løb farver den sorte Skye! Aabne du dine stormfulde Borge, og lad Oldtids Barder være nær: lad dem nærme sig med deres Sange og halvsynlige Harper. Ingen Dalens Indbygger kommer nu; ingen Jæger ukjendt ved sine Strømme; men vognbaarne Oscar fra Kampens Rækker. Pludselig er din Forandring, min Søn, fra hvad du varst paa sorten Mojlena! Vinden svøber dig i sine Vinger, og suser afsted gjennem Himlen. — Seer du ikke din Fader ved Nattens Elv? Hist sove Morvens Førster; de have ikke mistet en Søn. Men I have mistet en Helt, strømfulde Morvens Førster! Hvis Styrke kunde være som Oscars, naar Stridshærene vælted mod hans Side, liig sorte svulmende Bølger? — Hvi denne Skye over Ossians Sjæl? Den burde bræn- i Fare. Erins Skarer ere nær. Morvens Konge er ene. — Ene skalt du ej være, min Fader, mens jeg kan løfte Spydet.
Jeg foer op i mine raslende Vaaben. Jeg lytted til Nattens Vind. Fillans Skjold høres ikke. Jeg skjælv for Fingals Søn. Hvi skulde Fienden komme i Natten, og den brunlokkede Kriger falde? — Fjerne, hule Drøn opstige: liig Legos Bragen, naar dens Vande synke paa Frostens Dag, og dens bristende Iismarker runge. Laras Børn skue til Himlen, de vide at Stormen er nær. — Mine Fjed ere fremad paa Heden: Oscars Spyd i min Haand. Røde Stjerner saae ned fra det høje. Jeg glimtede gjennem Nattens Mulm. — Jeg saae Fillan taus foran mig, bøjende sig frem fra Moras Fjeld. Han hørte Fiendens Raab; og hans Sjæls Glæde steeg. Han hørte mine buldrende Fjed, og strakte sit hævede Spyd. ”Kommer du, Nattens Søn med Fred? eller møder du min Vrede? Fingals Fiender ere mine. Tael eller frygt mit Staal. — Ikke forgjæves staaer jeg her, et Skjold for Morvens Æt”.
Og aldrig stande du forgjæves, blaaøjede Clathos Søn! Fingal begynder at blive ene; Mørke drager sammen over de sidste blant hans Dage. End har han tvende Sønner, som burde skinne i Krig, som burde være tvende Lysstraaler ved hans Bortgang.
Fingals Søn, svarte Ynglingen, det er ikke længe siden jeg løftede Spydet. Faae ere mit Sværds Mærker i Strid, men min Sjæl er Ild. Bolgas Førster flokkes om ædle Cathmors Skjold. Deres Forsamling er paa hiin Hede. Skulle mine Fjed nærme sig deres Hær? For Oscar allene af vor Slægt, veeg jeg i Striden paa Cona.
Fillan, du skal ikke nærme dig deres Hær; ej heller falde, før dit Rygte har begyndt. Mit Navn er hørt i Sang: om Faren jeg møder. Gjennem Nattens Skygger skal jeg skue deres blinkende Skarer. — Hvorfor, o Fillan, talte du om Oscar, at fremkalde mit Suk? Jeg maae glemme Helten, indtil Uvejret er bortrullet. Mismod skulle ikke boe i Fare, ej heller Taaren i Krigerens Øje. Vore Fædre forglemte deres faldne Sønner, til Vaabnenes Larm var forbi. Da vendte Sorrig tilbage til Graven, og Bardernes Sange løde.
1Conar var Trathals Broder, den første blant Mennesker. Hans Fejder vare paa hver en Kyst. Tusinde Floder fremvæltede hans Fienders Blod. Hans Rygte opfyldte grønne Erin, liig en duftende Vind. Folkeslægter forsamledes i Ullin, og priiste Kongen, Kongen af deres Fædres Æt, fra Hjortes Land. — Sydens Førster vare samlede i deres skumle Stolthed. I Momas fæle Hule, blandede de deres lønlige Ord. Didhen, sagde de, kom ofte deres Fædres Aander visende deres blege Skikkelser, fra Klippernes Rifter, og mindende dem om Bolgas Hæder. — Hvi skulde Conar herske, strømfulde Morvens Søn.
De kom liig Ørkens Floder, med deres hundrede Stammers Buldren. Conar var en Klippe foran dem: brudte rullede de til alle Sider. Men ofte vendte de tilbage, og Ullins Sønner faldt. Kongen stod blandt hans Krigeres Grave, og bøjede sit mørke, sorgfulde Ansigt. Hans Sjæl var rulled i sig selv; han beskuede det Sted, hvor han skulde falde, da Trathal kom i sin Styrke, skyefulde Morvens Konge. Ej kom han ene; Colgar var ved hans Side, Colgar Trathals og hvidbarmede Solincormas Søn.
Som Trenmor, indhyllet i Himmelens Luer, nedstiger fra Tordenens Haller, udhvirvlende de mørke Stormskyer foran sig over det oprørte Hav: saa nedfoer Colgar til Strid, og hærgede Kampens buldrende Mark. Heltens Fader jublede over ham; men Pilen kom. De rejste hans Grav, uden Taarer. Kongen skulde hævne sin Søn. Han fremlynte i Kamp, til Bolga bøjede sig ved sine Strømme.
Da Fred vendte tilbage til Landet, og Trathals blaae Bølger bare ham: da mindedes han sin Søn, og udgød den tause Taare. Tre gange hidkaldte Barderne Colgars Sjæl ved Turmonas Hule. De kaldte ham til sit Fødelands Bjerge; han hørte dem i sin Taage. Trathal lagde sit Sværd i Hulen, at hans Søns Aand kunde fryde sig.
Colgar, Trathals Søn, sagde Fillan, du var navnkundig i Ungdom! Men Kongen har ikke udmærket mit Sværd, klart straalende paa Slagets Mark. Jeg gaaer frem med Hoben: jeg kommer tilbage uden min Roes. — Men Fienden nærmer sig, Ossian. Jeg hører deres Buldren paa Heden. Lyden af deres Fjed er liig Torden i Jordens Skjød, naar de vaklende Bjerge ryste deres Skove, og ingen Vind vifter fra den mørknede Luft.
Pludselig udstrakte jeg mit Spyd, og lod Egens Lue stige mod Skyen. Jeg udspredte den vidt for Moras Vind. Cathmor standste i sit Løb. — Glimtende stod han liig en Klippe, paa hvis Side er Vindenes Vandring; de gribe dens rislende Bække, og overdrage dem med Iis. Saa stod Vandreres Ven. Vindene løfte hans tunge Lokker. — Du est den højeste af Erins Æt, strømfulde Athas Konge!
Første blandt Barder, sagde Cathmor, Fonar! sammenkald Erins Førster: rødhaarede Cormar, Malthos med mørke Bryn, Maronan, som kaster sit barske Øje til Siden. Lad stolte Foldath vise sig, og Turloths rødtrullende Øje. Og ikke glemme du Hidallan; hans Stemme i Fare er liig en susende Regn, naar den falder i den solsvedne Dal, nær ved Athas udtørrede Elv.
De kom i deres klingrende Vaaben. De bøjede sig frem mod hans Røst, som om een af deres Fædres Aander talte fra en Nattens Skye. Gyselig skinnede de mod Egens Lys; liig Brumos Fos, naar Nordlyset bestraaler den, for den natlige Vandrers Øje. Gysende standser han paa sin Vej, og seer op efter Morgenens Straale.
2Hvi forlystes Foldath, sagde Kongen, ved at udøse Fienders Blod om Natten? svigter hans Arm i Strid, i Dagens Straaler? Faae ere Fienderne foran os, hvi skulle vi indsvøbe os i Taager? De kjække forlystes ved at skinne i deres Fødelands Fejder. — Dit Raad var forgjæves, Momas Første; Morvens Øjne slumrede ikke. De ere aarvaagne som Ørne, paa deres mossede Klipper. — Hver samle, under sin Skye, sin Stammes buldrende Styrke. I Morgen gaaer jeg ud, i Lyset, at møde Bolgas Fiender. Mægtig var han, som nu er falden, Borbar-Duthuls Søn.
Ej ubemærkede, sagde Foldath, vare mine Fjed for din Slægt. I Lys mødte jeg Carbars Fiender; Krigeren priiste min Daad, men hans Grav blev oprejst uden Taarer. Ingen Skjald sang over Erins Konge; og skulle hans Fiender juble, hen over deres mossede Bjerge? — Nej de skulle ikke juble: Han var Foldaths Ven. I Løndom blandedes vore Ord udi Momas tause Hule; mens du, en Dreng paa Marken, pidskede Tidselens Skjæg. — Med Momas Sønner skal jeg fremile, og finde Fienden paa hans sorte Bjerge. Fingal skal ligge uden Sang, Selmas graahærdede Konge.
Tænker du, du svage Mand, svarte Athas Konge; tænker du, at han kan falde uden Hæder i Erin? Kunde Barderne tie, ved den store Fingals Grav? Sangen vilde bryde frem i Løndom; og Kongens Aand fryde sig. — Det er, naar du skal falde, at Barden skal glemme Sangen. Du er mørk Momas Første, skjønt din Arm er en Storm i Strid. — Forgjætter jeg Erins Konge, i hans snævre Huus? Min Sjæl er ikke tabt for Carbar, min Kjærligheds Broder.
Jeg saae de lyse Glædesstraaler, som svævede over hans skyefulde Sjæl, naar jeg vendte tilbage med Roes til strømfulde Atha.
Ranke skrede de bort under Kongens Ord; hver til sin egen mørke Stamme; hvor de rulled susende over Heden, mat glimtende i Stjernernes Skin: liig Bølger i den fjeldindsluttede Bugt, for den natlige Blæst. Under en Eeg laae Athas Første: højt hang hans Skjold, en dunkel Skive. Nær hos ham hvilte Inishunas Fremmede3 mod en Klippe: hiin Lysstraale, med flagrende Lokker, fra Raaernes Lumon. Fjernt hørtes Fonars Røst, om fremfarne Dages Daad. Sangen døves stundom af Lubars stigende Brusen.
Crothar, begyndte Barden, boede først ved Athas Elv. Tusende Ege fra Bjergene, udgjorde hans gjenlydende Borg. Folkets Forsamling var der, trindt om den blaaøjede Konges Fæst. Men hvo blant hans Førster var liig den bolde Crothar? Krigere blussed for hans Aasyn. Møernes unge Sukke steeg. I Alnecma hædredes Helten, den første af Bolgas Æt.
Han jog de vilde Dyr udi Ullin: paa Drumardos mostakte Top. Fra Skoven skued Cathmins Dotter, Conlamas blaarullende Øje. Hendes Suk steeg i Løndom. Hun bojed sit Hoved imellem sine bølgende Lokker. Maanen saae ind om Natten, og skuede hendes slyngende Arme: for hun tænkte paa den gjæve Crothar i hendes Dørmmes Stund.
Tre Dage var Crothar Cathmins Gjæst. Paa den fjerde vakte de Hindene. Conlama gik frem til Jagten, i alle sine yndige Fjed. Hun mødte Crothar paa den smalle Stie. Buen faldt fra hendes Haand. Hun bortvendte sit Ansigt, og skjulte det halvt i sine Lokker. Crothars Elskov steeg. Han førte den hvidbarmede Møe til Atha. Barder kvad for hendes Aasyn; Glæde boede trindt om Ullins Dotter.
Turlochs Stolthed steeg, en Yngling, som elskede hvidarmede Conlama. Han kom til Alnecma med Fejde, til Raaernes Atha. Cormul udgik til Strid, vognbaarne Crothars Broder. Han udgik, men han faldt og hans Kæmpers Sukke steeg. — Taus og og høj gik den mørknende, stærke Crothar over Elven: han bortrullede Fienden fra Alnecma, og vendte tilbage, til Conlamas Fryd.
Slag følger paa Slag; Blodstrømme paa Blodstrømme. Trindt hænge Erins Skyer opfyldte med Aander. Sydens Førster samledes om Crothars rungende Skjold. Han kom med Død til Fiendens Veje. Pigerne græd ved Ullins Floder. De saae til Bjergets Taage; ingen Jæger nedsteeg fra dens Kanter. Taust og mørkt er Landet; de øde Vinde hvine over græsbevoxede Grave.
Nedskydende, liig Himmelens Ørn med sine susende Vinger, naar den forlader Stormen med Fryd, — saa kom Trenmors Søn, Conar Dødsarm, fra Morvens Lunde. Han udøste sin Magt over grønne Erin. Skumle Død gik bag hans Sværd. Bolgas Sønner flyede fra hans Løb, som fra en Flod, der frembryder fra den stormfulde Ørk, og ruller Markerne tilsammen med alle deres bragende Skove. — Crothar mødte ham i Strid, men Alnecmas Krigere flyede4. Langsom vendte Athas Konge tilbage i sins Sjæls Harme. Siden skinnede han i Syden: men dunkelt som Høstens Soel; naar den udi sit Taageslør besøger Cara med mørke Strømme. Det visnede Græs bedækkes med Dug; Marken, skjønt klar, er traurig.
Hvi vækker Barden for mig deres Minde som flyede? sagde Carbar. Har en Aand fra sin sorte Skye bøjet sig ned til dit Øre, at skræmme Cathmor af Marken med Oldtids Sagar? I Nattens Indvaanere! eders Røst er kun Vindpust for mig, Vindpust som rage Tidselens graae Hoved, og nedhvirvler dens Skjæg i Bækken. Inden i min Barm er en Røst, andre høre den ej; Kongens Sjæl forbyder ham at bortbæve fra Krigen.
Nedslagen synker Barden tilbage i Natten: afsides hælder han over en Strøm. Hans Tanker ere hos Athas Dage, da Cathmor hørte hans Sang med Glæde. Hans Taarer komme rullende ned; Vinden er i hans Skjæg.
Trindt sover Erin. Ingen Søvn nedstiger over Cathmors Øjne. Mørk i sin Sjæl, saae han faldne Carbars Aand. Han saae ham uden sin Sang, rulled i Nattens Blæst. Han opstod. Hans Gang var om Hæren. Stundom slog han sit højtlydende Skjold. Lyden naaede Ossians Øre paa Mora Hjortes Bjerg.
Fillan, sagde jeg, Fienden nærmer sig. Jeg hører Krigens Skjold. Staae du i denne snævre Stie. Ossian skal bevogte deres Løb. Om Fienden skal strømme frem over mit Fald; da lad dit Skjold høres. Væk Kongen paa sin Hede, at hans Roes ej skal ophøre.
Jeg treen i alle mine raslende Vaaben; vidt springende over en Strøm, der snoede sig dunkelt gjennem Marken foran Athas Konge. Grønne Athas Konge med hævet Spyd, foer frem mod mit Løb. Nu skulde vi have blandet os i den gyselige Strid, liig to kæmpende Aander, som frembøjende sig fra tvende Skyer, udsende de brølende Storme; hvis ej Ossian havde seet mod Skyen Erins Kongers Hjelm. Ørnevingen udbreder sig over den, susende i Vinden. En rød Stjerne blinkte gjennem Fjedrene. Jeg standste det hævede Spyd.
Kongers Hjelm er foran mig! Hvo est du Nattens Søn? Skal Ossians Spyd blive navnkundig, naar du er nedlagt?
Pludselig slap han den blinkende Landse. Skikkelsen syntes at voxe foran mig. Han udstrakte sin Haand i Natten, og talte Kongers Ord.
Heltes Aanders Ven, møder jeg dig saaledes i Skygger? Jeg har ønsket at see dine statelige Fjed i Atha, paa Fæstens Dage. — Hvi skulde mit Spyd nu hæve sig? Solen maae skue os, Ossian; naar vi bøje os straalende i Strid. Kommende Krigere skulle udmærke Stedet, og gysende tænke paa fremfarne Aar. De skulle udmærke det, som Aanders Samlingssted, forlystende og rædselfuldt for Sjælen.
Og skal det forglemmes, svarte jeg, hvor vi mødtes i Fred? Er Mindet om Kamp stedse forlystende for Sjælen? Skue vi ikke med Fryd det Sted, hvor vore Fædre samledes til Fæsten? Men vore Øjne ere fulde af Taarer paa deres Stridsmarker. Denne Steen skal kneise med al dens Mos, og tale til kommende Aar: ”Her mødtes Cathmor og Ossian; Krigerne mødtes i Fred”! Naar du, o Steen skal forsvinde, og Lubars Elv skal tørres bort: da vil Vandreren komme maaskee, og bøje sig her til Hvile. Naar den mørknende Maane ruller over hans Hoved, da kunde vore Skygger komme, blande sig i hans Drømme, og minde ham om dette Sted. Men hvi bortvender du dig saa mørk, o Borbarduthuls Søn?
Ej uforglemte, o Fingals Søn, skulle vi bestige disse Vinde. Vor Daad er Lysstrømme for Bardernes Øjne. Men Mulm ruger over Atha: Kongen er falden uden sin Sang; stedse var der en Straale mod Cathmor fra hans stormfulde Sjæl; liig Maanen i en Skye, midt i Tordenens mørkerøde Løb. Erins Søn svarte jeg, min Vrede boer ikke i hans Huus. Mit Had flyver paa Ørnevinger fra den faldne Fiende. — Han skal høre Barders Sang; Carbar skal fryde sig paa sin Skye5.
Cathmors svulmende Sjæl hævede sig: han tog Daggeren fra sin Side; han lagde den blinkende i min Haand. Han lagde den i min Haand med Sukke; taus vandred han bort. — Mine Øjne fulgte hans Bortgang. Mat glimtede han, liig en Aand, som møder en Vandrer om Natten paa den mørknende Hede. Hans Ord ere dunkle liig Oldtids Kvad, med Morgenen bortglider den ufuldendte Skygge.
Hvo kommer fra Lubars Dal? fra Morgenduggens Skygger? Himmelens Draaber ere paa hans Hoved. Hans Fjed ere paa de sørgendes Mark. Det er Oldtids Carril. Han kommer fra Turas tause Hule. Jeg seer den mørk udi Fjeldet, gjennem Taagens tynde Skyer. Der sidder maaskee Cuchullin paa det Vindstød, som bøjer dens Træer. Liflig er Bardens Morgensang.
6Bølgerne rulle bort med Rædsel: de høre Lyden af din Komme, o Soel! — Forfærdelig er din Skjønhed, Himmelens Søn, naar Død hyller sig i dine Lokker; naar du vælter dine Dampe foran dig, over den lynslagne Hær. Men frydefuld er din Straale for Jægeren, naar han sidder ved Klippen i et Uvejr, og du fremskuer fra din deelte Skye, og bestraaler hans dugdryppende Lokker; han seer ned i den strømfulde Dal, og skuer Raaernes Udløb. — Hvor længe skalt du opstaae over Krig, og rulle, et blodigt Skjold, gjennem Himlen? Jeg skuer Heltes Død mørktsvævende over dit Aasyn! — Hvi vandre Carrils Ord? sørger Himlens Søn? Han er uplettet i sit Løb; stedse jublende i sin Glands. — Rul frem du sorgløse Lys! ogsaa du skal maaskee falde. Dit mørke Slør kan tage dig, og indhylle dig modstridende i din Skye.
Liflig er Sangens Røst, o Carril, for Ossians Sjæl. Den er liig Morgenens Regn, naar den kommer over den susende Dal, til hvilken Solen smiler gjennem Taage, stigende fra sine Klipper. — Men dette er ej Tid, o Barde; at sidde ned til Væddesange. Fingal er udrustet i Dalen. Du seer Kongens luende Sværd. Hans Ansigt mørknes mellem hans Lokker. Han skuer Erins vidt rullende Hær.