Mørket boer i Dunlathmon, skjøndt Maanen halvt fremviser sit Ansigt paa Bjerget. Nattens Dotter bortvender sine Øjne, for hun seer den tilstundende Jammer.
Mornis Søn er paa Sletten; men i Borgen er Taushed. Ingen langtstrømmende Lysstraale kommer bævende gjennem Mulmet. Oithonas Røst høres ej mellem Bjergelvens Brusen.
Hvor est du hengangen i din Skjønhed, Nuaths skjønlokkede Dotter? Lathmon er paa Kæmpernes Mark, men du lovede at tøve i Borgen, til Mornis Søn kom tilbage, tilbage fra Strumon til sin elskede Møe. Taaren var paa din Kind ved hans Bortgang, og Sukket steeg lønligen op fra dit Bryst. Men du kommer ikke at møde ham med Sange, med din Harpes let bævende Toner.
Saa vare Goels Ord, da han kom til Dunlathmons Taarne. Aabne staae de skumle Porte. Vindene hvine i Borgen. Træerne bestrøe Dørtærsklen med visnet Løv; Nattens Stemmer hyle. — Sorgfuld og taus sad Mornis Søn ved en Klippe! hans Sjæl skjælv for Pigen; men han vidste ikke hvorhen han skulde vende sit Løb. Langt borte stod Morlo, og hørte Vindene i hans tykke Lokker. Men han opløftede ikke sin Røst; thi han saae Goels Kummer.
Søvn nedsteg over Heltene. Nattens Skikkelser fremsvæve. Oithona stod i en Drøm for Goels Øjne. Vildt flaggrede hendes sorte Haar, hendes skjønne Øje rullede i Taarer. Blodstænkt var hendes sneehvide Arm. Halvskjult bag Sløret var Saaret i hendes Bryst. Hun stod over Helten, og hendes Stemme lød.
Sover Mornis Søn, han som var elskelig i Oithonas Øjne? Sover Goel ved den fjerne Klippe, og Nuaths Dotter i Nøden? Havet vælter om Tromathons skumle Øe: jeg sidder i mine Taarer i Hulen. Men ene sidder jeg ikke, o Goel! Cuthas skumle Konge er der. Han er der i sin Elskovs Vildhed, og hvad kan Oithona gjøre?
Et haardere Vindstød bruste gjennem Eegens Top. Nattens Drøm forsvandt. Goel greb sit Æskespyd; han stod i sin brændende Vrede. Ofte vendte han sit Øje mod Østen, og harmedes over den tøvende Dag. Omsider steeg Morgenen frem. Helten ophejste sit Sejl. Vinden kom susende fra Bjerget, og han foer over Storhavets Bølger. Paa den tredie Dag fremsteeg Tromathon, liig et blaat Skjold2 midt i Havet. Den hvide Bølge brølte mod dens Klipper. Sorgfulde Oithona sad ved Bredden. Hun stirrede paa de rullende Bølger, og hendes Taarer randt. — Men da hun saae Goel i sine Vaaben, da foer hun op og bortvendte sine Øjne. Nedbøjet og rød er hendes faure Kind; hendes hvide Arm skjælver ved hendes Side. — Tre gange stræbte hun at flye fra hans Aasyn; men tre gange svigted den vaklende Fod.
Nuaths Dotter — sagde Helten — hvi flyer du fra Goel? Udsende mine Øjne Dødens Luer? eller boer der Had udi min Sjæl? Du er for mig liig Østens Straale, naar den fremstiger i et ukjændt Land. Men du hyller dit Ansigt i Sorg, Dotter af højen Dunlathmon! Er Oithonas Fjende nær? Min Sjæl brænder efter at møde ham i Kamp. Sværdet bæver ved Goels Side og længes efter at blinke i hans Haand. Tael Nuaths Dotter! Seer du ej mine Taarer?
Strumons vognbaarne Første — svarte den sukkende Pige — hvi kommer du over den mørkblaae Bølge til Nuaths sorgfulde Dotter? O! hvi er jeg ikke henfaren i Løndom, liig et Blomster paa Bjerget, der useet løfter sit faure Hoved, og strøer sine visnede Blade i Stormen? Hvi kom du, o Goel, at høre den døendes Suk? Jeg falder i min Ungdom, og mit Navn skal ikke høres. Eller det vil høres med Vemod, og Nuaths Taarer rinde. Du vil sørge, Mornis Søn, for Oithonas faldne Ære. Men hun skal slumre i den snævre Grav, langt fra den sørgendes Røst. — Hvi kom du, Strumons Første, til Tromathons stormsusende Klipper?
Jeg kom for at møde dine Fjender, vognbaarne Nuaths Dotter! — Skummel staaer Dunrommaths Død for mit Øje; eller Mornis Søn skal falde. — Oithona; naar Goel er segned i Døden, da rejs min Grav paa hiint glindsende Fjeld; og naar det sorte gyngende Skib skal bortdrage, da kalde du Havets Sønner; du kalde dem, og give dem dette Sværd, at de kunne bringe det til Nuaths Borg; den graahærdede Kriger skal ophøre at skue mod Ørken efter sin Søns Komme.
Og skal Nuaths Dotter leve? svarte hun med et frembristende Suk. Skal jeg leve paa Tromathon, naar Mornis Søn er falden. Mit Hjerte er ej af hint haarde Fjeld; ej heller min Sjæl letsindig som Havet hist, der hæver sine blaae Vover for alle Vinde, og ruller under Stormen. Stormen, som skal nedstyrte dig, skal ogsaa sprede Oithonas Grene paa Jorden. Vi skulle visne tilsammen, vognbaarne Mornis Søn. — Glædeligt er mig det snævre Huus, og de dødes mossede Steen: for aldrig mere vil jeg forlade dine Klipper, du bølgeromflydte3 Tromathon4! — Nat kom ned med sine Skyer, efter Lathmons Bortgang, da han drog ud til sine Fædres Krige, til Duthormoths mosklædte Fjeld; Nat kom ned, og jeg sad i Dalen ved Egens Skin. — Ude suste Vinden i Træernes Løv; jeg hørte Vaabens Klang. Glæden straalte over mit Ansigt; thi jeg tænkte paa din Gjenkomst. Det var Cuthals Første, hin rødhaarede stærke Dunrommath. Hans Øjne rulled i Ild: mit Folks Blod var paa hans Sværd. De som værgede om Oithona, de faldt for den grumme Kæmpe. — Hvad kunde jeg gjøre? Min Arm var svag; jeg kunde ikke løfte Spydet. Han tog mig i min Sorg, over mine Taarer hejste han Sejlet. Han frygted den hjemdragende stærke Lathmon, ulykkelige Oithonas Broder. — Men see, han kommer med sin Hær; han kløver den sorte Bølge. Mange ere Dunrommaths Krigere. Mornis Søn! hvorhen vil du vende dit Løb?
End vendte jeg det aldrig fra Kamp, svarte Heltn, og drog sit Sværd; og skal jeg begynde at ræddes, naar dine Fjender ere nær, Oithona? Gak til din Hule, Nuaths Dotter, til vor Striid er forbi. Morlo, tag vore Fædres Buer, og Morvens hvinende Piil. Vore trende Kæmper spænde Buen; selv ville vi løfte Spydet. De ere en Hær paa Fjeldet; men vore Sjæle ere stærke.
Langsomt fremskreed Dunrommath; thi han saae Mornis Søn. Foragt sammenkrympede hans Ansigt; et Smiil er paa hans mørkbrune Kind; hans røde Øje rulled halv skjult under hans tykke Bryn.
Hveden ere Havets Sønner, begyndte den barske Kriger. Have Vindene drevet eder til Tromathons Klipper? Eller komme I for at opsøge Nuaths hvidarmede Dotter? I fejge! De ulyksaliges Sønner komme for Dunrommaths Haand. Hans Øjne spare ikke de svage; og han forlyster sig i Fjenders Blod. Oithona er en Lysstraale, og den fryder Cuthals Konning i Løndom. Vilt du nærme dig dens Yndighed som en Skye, du Svagheds Søn? Du kan komme, men skalt du hjemdrage til dine Fædres Borg?
Kjender du mig ej, sagde Goel, Cuthals rødhaarede Første? Dine Been vare snare paa Heden, i vognbaarne Lathmons Slag, da Goels Sværd forfulgte hans Hær i Morvens skovrige Land. Dunrommath! dine Ord ere djerve, for dine Krigere flokkes om dig. Men frygter jeg dem, du Hovmods Søn? Jeg er ej af de fejges Æt.
Goel foer frem i sin Rustning; Dunrommath veeg gysende bag sin Hær. Men Goels Spyd gjennembored den grimme Kæmpe, og Sværdet afhug hans Hoved, som det bøjede sig i Døden. — Mornis Søn rystede det tre Gange ved Haaret; Dunrommaths Krigere flyede. Morvens Pile forfulgte dem: ti faldt paa de mossede Klipper. De overblevne hæve det flagrende Sejl, og springe paa det buldrende Hav.
Goel gik frem til Oithonas Hule. Han saae en Yngling støttende sig mod Klippen. En Piil havde gjennembored hans Side; og hans Øje rullede mat under hans Hjelm. Goels Sjæl er bedrøvet, han kom og talte Fredens Ord. Kan Goels Haand helbrede dig, Yngling med sorgfuldt Blik? Jeg har søgt om Bjergenes Urter; jeg har sanket dem paa deres Elves eensomme Bredder. Min Haand har tillukt de tappres Saar, og deres Øjne have velsignet Mornis Søn. Hvor boede dine Fædre, Kriger? Vare de blandt de mægtiges Sønner? Kummer skal komme, liig Nat, over dine fædrene Strømme; for du est falden i din Ungdom.
Mine Fædre, svarte den fremmede, vare blandt de mægtiges Sønner; men de skulle ikke sørge; thi min Ære er forsvunden liig Morgendug. — Høje Mure knejse paa Duvrannas Bredder, og see deres mosklædte Taarne i Floden. Bag dem hæver sig et Fjeld med sine nedhældende Graner. Langt borte kan du skue den. Der boer min Broder. Han er navnkundig i Krig; giv ham denne blinkende Hjelm.
Hjelmen faldt fra Goels Haand; det var den saarede Oithona. Hun havde væbnet sig i Hulen, og udgik for at søge Døden. Hendes tunge Øjne ere halvtillukte; Blodet sprudler fra hendes Side.
Mornis Søn, sagde hun, tillav den snævre Grav. Søvn kommer som en Skye over min Sjæl. Oithonas Øjne ere mørke. O havde jeg boet ved Duvranna, i min Hæders straalende Glands! da vare mine Aar henrundne i Fryd; og Pigerne skulle velsignet mine Fjed. Men jeg falder i Ungdom, Mornis Søn! og min Fader skal rødme i sin Borg.
Bleg faldt hun paa Tromathons Fjeld. Den sorgfulde Kriger oprejste hendes Grav. — Han kom til Morven; men vi saae hans Sjæls Mørke. Ossian slog Harpen til Oithonas Priis. Lyset vendte tilbage over Goels Ansigt. Men Sukket steeg ofte fra hans Barm midt i hans Venners Kreds, liig Vindpust, der stundom ryste de lette Vinger, efterat Stormene tie.