Vor Ungdom er liig Jægerens Drøm paa det lynggroede Bjerg. Han indslumrer i Solens milde Straaler, men vogner midt i en Storm; trindt om ham flyve de røde Lyn, og Vinden ryster Træernes Toppe. Med Fryd skuer han tilbage paa Solens Dag, og sin Hviles forlystende Drømme.
Naar skal Ossians Ungdom vende tilbage, og hans Øre forlystes ved Vaabnenes Klang? Naar skal jeg, liig Oscar, vandre i mit Staals Glands? Kommer med eders Strømme, I Conas Bjerge, og lytter til Ossians Røst! Sangen stiger, liig Solen, i min Sjæl, og mit Hjerte føler Fortids Glæder.
Jeg seer1 mine Taarne, o Selma! og Eegene paa din beskyggede Vold: — Dine Strømme lyde for mit Øre; dine Helte forsamle sig trindt om. Fingal sidder i Midten, og støtter sig paa Trenmors Skjold: hans Spyd staaer op til Muren; han lytter til sine Barders Kvad. De prise hans vældige Arm, hans Ungdoms Stordaad.
Oscar kom fra Jagten, og hørte Heltens Lov. Han tog Brannos Skjold fra Muren; hans Øjne fyldtes med Taarer. Rød var Ynglingens Kind. Hans Røst var skjælvende, svag. Mit Spyd rystede sin blinkende Od i hans Haand: han talte til Morvens Konge.
Fingal! du Heltes Konning! Ossian, næst ham i Kamp! I have stredet Striden i eders Ungdom; eders Navne ere hædrede i Sang. — Oscar er liig Conas Taage: jeg stiger og forsvinder. — Barden vil ikke kjende mit Navn. — Jægeren vil ikke lede om min Grav paa Heden.L ad mig kæmpe, o Helte, i Inisthonas Krige. Fjernt er Kampens Land.— I skal ikke spørge Oscars Fald. En Skjald vil finde mig der og besjunge mit Navn. Den fremmedes Dotter skal see min Grav, og græde for den Yngling der kom fra det vide Hav. Skjalden skal sige ved Festen: hører Sangen om Oscar fra fjerne Land!
Oscar! svarte Morvens Konge; du skal kæmpe, min Æres Søn! — Bereder mit mørkbrystede Skib, det bære min Helt til Inis-thona. — Sønnesøn, hædre vort Navn; for du er af de navnkundiges Æt. Ikke sige de fremmedes Børn: svage ere Morvens Sønner! I Striden vare du liig den brølende Storm; blid som Aftensolen i Fred. — Oscar, siig Inis-thonas Konge, at Fingal mindes sin Ungdom, at jeg mindes vor Tvekamp i Agandeccas Dage.
Op stod den graahærdede Helt, da han saae Fingals Sværd. Hans Øjne vare fulde af Taarer, og han mindtes deres Ungdoms Kamp. Tvende Gange løftede de Spydet for den yndige Agandecca: Kæmper stode langt borte, som om to Aander strede.
Men nu, begyndte Kongen, er jeg gammel: Sværdet ligger ubrugt i min Borg. Du, som er af Annirs Æt! Annir har været i Spydenes Strid. Men han er bleeg og visnet nu, liig Lanos Eeg. Jeg har ingen Søn at møde dig med Fryd, og føre dig til sine Fædres Borge. Argon er bleeg udi Graven, og Ruro er ikke mere. Min Dotter er i fremmedes Vold, og længes efter at skue min Grav. — Hendes Brudgom ryster ti tusinde Spyd, og kommer liig en Dødsskye fra Lano. — Men sid du ned til Annirs Fæst, stormfulde Morvens Søn!
Her, sagde Kongen, hvile min Ungdoms Børn. — Denne Steen er Ruros: hiint Træe suser over Argons Grav. Hører I min Røst, o mine Sønner, i eders snævre Huus? eller tale I i disse raslende Blade, naar Ørkens Vinde stige?
Cormalo, svarde Kongen, er en Herre af ti tusinde Spyd; han boer ved Lanos mørkrullende Bølger. Lano, der fremsender Dødens Skye. Han kom til Runas gjenlydende Hald, og søgte Spydets Ære. Ynglingen var faur, som Solens første Straale, og faae vare de, som kunde møde ham i Strid. Cormalo overvandt mine Kæmper; og min Dotter elskede Lanos Søn.
Argon og Ruro kom tilbage fra Jagten, og deres Stoltheds Taarer runde. — De rullede sine tause Øjne paa Runas Kæmper, fordi de ej bestode Kampen mod en Fremmed. Tre Dage gjæstede de med Cormalo; den fjerde stred min Argon. — Men hvo kunde stride mod Argon? Lanos Herre overvundes. Af Stoltheds Smerte svulmede hans Barm, og lønlig besluttede han at see mine Sønners Død.
De gik til Runas Bjerge, og joge de mørkbrune Raaer. Hemmelig fløj Cormalos Piil; og mine Børn faldt. Han kom til sin elskte, til Inisthonas brunlokkede Møe.—De flyede over Ørken — og Annir var eene.
Nat nedsteg, og Dag fremlyste; ej høres Argons Røst, ej Ruros. Seent kom deres yndede Hund; den letspringende Runar. Han kom til Borgen, og hylte; han syntes at see hen mod det Sted hvor de faldt. — Vi fulgde ham: vi funde dem her, og lagde dem ved denne Klippeelv. Dette er Annirs Yndlingssted naar Hjortens Jagt er forbi. Jeg hælder over dem liig Stammen af en bedaget Eeg, og mine Taarer flyde evigt.
Oscar stod op og talte: Ronnan! Ogar, Spydkonning! kalder mine Kæmper til min Side, stormfulde Morvens Sønner. I Dag drage vi til Lanos Søe, som udsender Dødens Skye. Ikke længe vil Cormalo juble; Død er ofte paa vore Sværdes Od.
De kom over Ørken liig Stormskyer, naar Vindene rulle dem over Heden; Deres Kanter ere farvede i Lynild, og de susende Lunde forudsee Stormen. Oscars Stridshorn brager, Lano skjælver i alle sine Vande. Søens Børn samlede sig trindt om Cormalos klingrende Skjold. Som stridvant kæmpede Oscar. Cormalo faldt under hans Sværd; gyselige Lanos Sønner flyede til deres afsides Dale. Oscar bragte Inis-thonas Dotter til Annirs gjenlydende Borge. Oldingens Aasyn straalte af Glæde; han signede Sværdenes Konge.
Hvor stor var Ossians Glæde, da han saae sin Søns fjerne Sejl! Det var liig en Lysets Skye, der opstaaer udi Østen, naar Vandreren er mismodig i et ukjendt Land; og skumle Nat, med alle sine Aander, dvæler trindt om ham.
Vi bragte ham med Sange til Selmas Borge. Fingal bød Festen begynde. Tusinde Barder opløftede Oscars Navn, og Buldret gjenlød over Morven. Toscars Dotter var der; hendes Røst var som Harpens; naar dens fjerne Klang svømmer i Aftnen paa Dalens mildt viftende Vindpust.
O lægger mig, I som skue Lyset, ved et af mine Bjerge! Lad de tætte Hasler være trindt om mig, lad den susende Eeg være nær! Grønt være mit Hvilested! Og den fjerne Bæks Rislen skal høres der. — Toscars Dotter! tag Harpen, hæv Selmas liflige Sang; at Søvn kan overfalde min Sjæl midt i Glæden; at min Ungdoms Drømme kan venvende tilbage, og den vældige Fingals Tid.
Selma! jeg skuer dine Taarne, dine Træer, og beskyggede Volde. Jeg skuer Morvens Kæmper; og hører Barders Kvad. Oscar løfter Cormalos Sværd; og et tusinde Ynglinger betragte dets knudrede Remmer. Med Forbauselse beskue de min Søn, og beundre hans Arms Styrke. De mærke Glæden i hans Faders Øje; de længes efter lige Roes.
Og I skal have eders Roes, o strømfulde Morvens Sønner! — Ofte opklarer Sangen min Sjæl; og jeg mindes min Ungdoms Ledsagere. — Men Slummer nedstiger med Harpens Klang, og forlystende Drømme fremsvæve. I Jagtens Sønner, staaer langt borte; forstyrrer ikke min Hvile. Oldtidens Skjald er nu iblant sine Fædre de henfarne Dages Helte. — Jagtens Sønner staaer langt borte, forstyrrer ikke Ossians Drømme!