Jorden sover,
Natten dækker over
Med sin Vinge graae;
Himlen funkler,
Ingen Sky fordunkler
Stjerneglandsen paa det mørke Blaae.
Sov i Taagen
Tause Jord! min Sjæl er vaagen,
Hører Aanders Kald.
Stig fra Dalen
Op mod Himmelsalen
Med din Sang, du de Henfarnes Skjald!
Løft dit Øie!
Seer du i det Høie
Hist en Skygge gaae?
I det Fjerne
Let fra Stjerne og til Stjerne
Farer den hen i det dybe Blaae.
Denne Skygge —
Det er Danmarks Tygge,
Stjerneborgens Drot;
Dybt begravet
Under Gruus i Havet
Ligger Tygge Brahes Himmelslot.
Her ilive
Ei ved Jorden kunde blive,
Hvad fra Himlen kom;
Hisset oppe
Over alle Skyers Toppe
Foer dit Øie med din Længsel om.
Naar til Hvile
Solen monne ile;
Og paa trætte Jord
Aftenrøden
Lulled ind til Slummerdøden
Alt, hvad under Himlen boer:
Da var Morgen
Paa Uranieborgen,
Aftenstjernen var din Sol;
Gjennem Taagen
Svævede du vaagen,
Foer i Skyen mellem Pol og Pol;
Foer, og stirred
Paa den Solehær, som dirred
Vidt i Rummet ud;
Saae, og svimled
Ved det Viisdoms Dyb, som vrimled
Fuldt af Liv paa Almagts Bud.
Nat forsvunden,
Morgensol oprunden
Paa det klare Blaae;
Himlens Gaader
Løser du, og raader
Nattens Runer, du i Skyen saae!
Høit for Jorden
Du forkynder Himlens Orden —
Skabermagtens Bud;
Verdens Vise
Lytte til din Røst, og prise
Alle Verdners evighøie Gud.
Dog beskrænker
Sjælens Slør den kjække Tænker;
Mat kun er det Lys, Du skimter her.
Evigheden
Spreder først den Taageskye herneden
Med sit lyse Morgenskjær.
Nu forsvunden
Er din Nat, og nu oprunden
Dig et evigt Morgenblaae;
Klart du skuer
Gjennem alle hine Buer,
Hvad som i et Speil kun her du saae.
Du, som ikke
Nedad vendte dine Blikke,
Men fra Jorden op mod Himlen saae;
Intet Minde
Kan jeg her paa Jorden finde
For din Aand, som boer i Himlen blaae.
Lille Stjerne,
Som fra dunkle Fjerne
Glimter i det store Ætherhav,
Du skal bære
Brahes Navn, og være
Brahes Minde over Død og Grav!