Steen Steensen Blicher (1782–1848)

At forelske sig imens man læser til Examen, det finder jeg meget uhensigtsmæssigt. Det er virkelig et aandeligt — om man hellere vil, et hjerteligt salto mortale over Examensbordet med Professorer for og et Collegium bag, eller, for at tale som en studeret Person: det er at gjøre et hysteron til et proteron¹. Alligevel begaaes dette følgerige Feilgreb af Flere, end man skulde tænke.

        Saadan falder mig just ind, bar salig Jørgensen sig ad — om Forladelse! jeg skulde først sagt Dem: hvad for en Jørgensen; for der er saamange Jørgensener — ham jeg mener — aa det kan saamænd være det samme, for nu er han jo død og borte. Han var endda slet ikke saa gammel; men nu var hans Tid kommen, kan jeg troe, eller maaskee rigtigere: hans salig Kones Tid; for da hun døde, begyndte han ogsaa at døe, og det varede heller ikke længer end et Par Maaneder, før han indstillede sig til samme store Examen. Jeg veed det ikke, men jeg haaber det, at de Begge have erholdt i det mindste et knebet Laud, inprimis for den ikke ganske almindelige Enighed, i hvilken de havde sammenlevet henimod halvtredsindstyve Aar. (Guldbryllup kom de ikke til at celebrere her — desværre for mig og min Guldbryllupssang!) De havde i det lange Ægteskab ikkun to Børn, en Dreng og en Pige, to velsignede Glutter, der tegnede overmaade godt. Desværre oplevede ingen af dem Confirmationsalderen, og dette tvang Forældrene til end yderligere, jeg mener inderligere, at concentrere deres ømme Følelser — om Forladelse, at jeg begynder ved Bagenden, men nu kommer jeg forfra.

        Jeg kan ikke saalige huske Aaret; men enten var det 1788 eller 89, at Kjøbenhavnerne første Gang efter den ulykkelige Caroline Mathildes Ridt med Struensee, saae en Dame tilhest. Men denne red i Fruentimmersadel; og det havde hun lært i Paris, hvor hendes Broder havde været Attaché hos den spanske Gesandt. Samme Post fik han derefter hos vort Hof. Nu vel: Donna Perilla, hans smukke ridderlige Halvsøster, havde frivillig, mere af Lyst til at see Verden, end just af Godhed for Broderen, ansat sig som Attaché hos ham, ligefra han førstegang gik udenlands.

        Rider hun saa en Sommerdag, med en Tjener ligesaa tilhest, sin sædvanlige Tuur gjennem een af Forstæderne, da hendes Cavallo, imod Sædvane, bliver sky for Et eller Andet, og tager Magten fra den fine Kvindehaand; den strækker ud, Rideknægten efter paa sin, ikke nær saa hurtige. Maalet, for hende var blevet Død eller Lemlæstelse, hvis ej en mødende Herre modigen havde kastet sig ind paa Hesten, og grebet den i Tøilen. Vel maatte han lade sig slæbe et Stykke; men da han besad ualmindelige Kræfter, fik han snart igjen Fodfæste, Hesten standset, og Damen af den. At hun nu ufrivilligen faldt i hans stærke Arme, var selvfølgelig; at hun siden frivillig kastede sig i dem, blev virkelig Følge af denne Ridderdaad.

        El Cavallero var ingen anden end benævnte Hr. Jørgensen, der justement læste til juridisk Attestats. Egentlig kunde han vel været fritagen for at dyrke et Brødstudium; thi Faderen havde et Levebrød, som allerede havde givet et Overskud af en Tønde Guld eller meer; men han meente, at Capitaler stode sikkrest i Forening med et Embede; og hans Søn var af samme Mening — Spanierindens Skjønhed bevirkede, at han suspenderede sin Mening.

        Naar en Spanierinde elsker, da er det ikke for Spøg, men ramme Alvor. Og hun forelsker sig i en Fart, og paa eengang saa heftigt som muligt. Saa gjorde denne. —

        Hendes Frelser tilbød sig at ledsage hende hjem tilfods, hvis hun følte sig rask nok til at gaae; hvis ikke, skulde han hente en Vogn. Hun valgte Fodreisen, jeg troer, for at faae med det Gode den ene af de Arme, hun før lidt fremfusende bemægtigede sig. — At han kunde tiltale hende paa Spansk (hvilket Sprog han havde lært, allene for at kunne læse Ridderen af Manchas Bedrifter i Originalen), dette virkede ogsaa electro-magnetisk paa Dulcineas Landsmandinde.

        Jørgensen kjendte endnu mere til Spaniens skjønne Litteratur, saa han var som halv hjemme i dette forunderlige Land. Thi blev de Tvendes Samtale snart saa livelig, at den vakte flere Forbigaaendes Opmærksomhed, ej allene formedelst det ubekjendte Sprog og Damens ualmindelige Ridedragt; men og fordi hun ledsagedes af en lyshaaret blaaøjet Herre, der saae aldeles dansk ud. Nogle, som kjendte ham og Andre, der kjendte baade ham og hende (som den skjønne spanske Cavallera), fik i flere Dage mange flere Qvæstioner, end de vare istand til at besvare; thi Æventyret var inden Aften almeenbekjendt, og behageligt Stof for Samtale i dannede Cirkler.

        Da Ridder Jørgen havde ledsaget sin Dame til hendes Hotel, og slap den bløde lette Arm, drejede hun sig rask imod ham, satte sine sorte Stjerner i Rapport med hans de blaa, og siger: „De maa ogsaa modtage en Broders Tak; han er ikke hjemme idag, men imorgen. Til da gjemmer De Deres Navn; men saa vil jeg vide det!“ Jeg har sat Streg under dette „Vil;“ jeg vilde ønske, De havde hørt Betoningen af disse tre Bogstaver: det var en herskende Dronnings „Vil,“ paa hvilket den Tiltalte ikke har det sagteste „Om“ at yttre: det var et Kongebud, mildalvorligt, men ugjenkaldeligt. For vor St. Georg var det et kjært Bud: han modtog det i taus Underdanighed, bukkede sig dybt, opløftede sit Ansigt og — hun var allerede forsvunden. Han stod — han gik, langsommere end han kom — hvorhen? Det veed jeg ikke, for han vidste det ikke selv.

Vor danske Ridder lod sig mærke, og indlodes. Allene Donnaen modtog ham, med en formel spansk Hilsen, der slet ikke harmonerede med Øinenes. „Sennor!“ sagde hun, „behag at tage Plads! Min Broder er uventet kaldet til Gesandten; men en anden Dag — og nu! hvem er De?“ Spørgsmaalet ledsagedes af et saadant Blik, et næsten inquisitorisk, at han var nærved at føle sig i samme Stemning, som den, der har en Forbrydelse at bekjende.

        „Sennora!“ svarede en svag vaklende Stemme, „jeg er Student, og hedder Jørgensen, eneste Søn af Etatsraad Jørgensen i“ —

        „Af Adel altsaa?“ faldt hun levende ind.

        „Baade nej og ja; min Fader er af borgerlig Herkomst, min Moder af adelig“ —

        „Buen buen!“ afbrød hun, „jeg har nok — jeg skylder Gjengjeld — hvis De ønsker det“ — lagde hun langsomt til, i neddæmpet Tone, og med halvtillukkede Øjne.

        „Det gjør jeg“ svarede han kjækt, og bekræftede det paa ægte catholsk med et „por todos los santos²!“

        „Endnu eet!“ spurgte hun sagtere, med heelt tillukkede Øine og halvt bortvendt Ansigt, „De er gift? eller dog maaskee —“

        „— Ingen af Delene“ lød Svaret.

        Han fattede jo nok, hvilket Ord, der skulde, men ikke saalige torde følge paa det tøvende „maaskee.“

        Et Solglimt fløj over det dejlige Aasyn; men hun reiste sig hurtigt, gik ligesaa hurtigt hen foran et Speil, der hang paa Sidevæggen — ikke for at see sig selv, men et Miniaturbillede, der hang underneden. Men han saae i Speilet — hun vendte Ryggen til ham — saae hendes Hænder foldede under en stærkt bevæget Barm, hendes Blik hæftet spørgende, bedende paa Moderen — thi hendes Billede var det — Datteren bønfaldt den forklarede Aand. Det bønligydmyge i den ridderlige Dames Mine og Stilling gav Ynglingen Mod til at nærme sig med de Ord: „Sennora! denne Helgeninde?“ —

        „Min Moder i Himlen — jeg bad — fik intet Svar — dog det er ogsaa et Svar — Sennor!“ — hun havde strax sin forrige Holdning — „hvad mener De om spanske Piger?“ —

        Det foer igjennem ham: „Jeg har ikke seet andre end“ — hans dybe langsomme Bøjning gav Stikordet. —

        „De var ikke i mit Fødeland?“ tog hun ved igjen, „taler dog min Moders Maal“ — hun drejede sig til Billedet, og sagde med Heftighed — vel en dæmpet, men dog saa lydeligt, uforbeholdent, som om ingen anden havde været tilstæde: „Moder min! hidførte Du ham? eller“ — hun bortsvævede nogle Fjed — standsede — stod som grundende — snoede sig om igjen, med et heelt forandret, et skjelmsk Aasyn, og talte i snakkende Tone: „Saa De har ikke været gift? ikke forlovet? maaskee ikke engang forelsket?“

        — „Ikkeheller det — før“ —

        Han standsede — hun gjentog, men med kunstlet Ligegyldighed: „før?“ —

        „Før igaar“ svarede han, med tiltvungen Kulde, sænkende sit Blik med sit blegnende Ansigt (formodentlig var Blodet sunket længere ned). — Hendes Blod steeg — hun rakte ham sin Høire — han greb den med begge sine, kyssede den, ikke i et Svip, og — det knærkede inde ved Siden af — han slap Haanden —

        „Imorgen!“ hviskede hun, og gik hen til Sidedøren, han til Udgangsdøren, og — ud i det Frie.

Havde vore Spanskforelskede seet de ovenstaaende Ord prentede for sig — som nu Læseren — de vilde været lidt varsommere med Hjerteudgydelser. Sennor Perilla havde beluret dem. At hun har fortalt ham Rideeventyret med saadan Ild, at han har fattet en Mistanke om Begyndelsen til en Elskovshistorie, dette har jo foranlediget hans foregivne Afhentelse til Ministeren, lønlige Atterkomst og Luren. — Det vil vise sig, hvilke Forholdsregler han tog, for at slukke Kjærlighedsgnisten, inden den blev Lue.

        Sanct Georg — lyder det ikke smukkere end Jørgensen? — Santo Georgo da mødte paa bestemt Tid ved det fortryllede Slot; Portneren sagde ham: at Sennor og Sennora vare paa Landet.

        Næste Dag som den forrige.

        Den Tredie løde de samme Ord fra hans Mund; men fra hans Haand gled et lille Brev ind i Georgs. Han kunde ikke ret længe lade det ulæst; men smuttede ind i nærmeste aabne Port, udfoldede og læste:

        „Jeg er Spanierinde — ingen fransk Coqvette — jeg elsker Dem. Jeg paanøder mig ikke; jeg troer, i deres beskedne bly Øjekast at have læst den samme Tilstaaelse. Har jeg læst fejl, saa — bevar min Hemmelighed! — Nei! det er saa: min Møders Aand har aabenbaret det for mig; de Saliges Aander lyve ikke. Hør! min Broder har beluret os — han bevogter mig. Men vor gamle Portner er mig troe og taus. Imorgenaften Kl. 11 lukker han mig ud. Vær da i Nærheden! Andengang kaster jeg mig i de Arme, der have frelst mig fra Døden — bring mig i Sikkerhed, i et uudforskeligt Skjul! Bliver De borte, saa — Din Carlota.“

        „Der ligger et Skib paa Rheden; med det skal jeg føres til Spanien, for enten at ægte Dom Nino, eller tage Sløret C.........“

        „Saa —“ Dette „saa“ havde Georg hverken Rum eller Tid til at gruble over; han havde selv et Saa! der fyldte hans hele Væsen med den sødeste Henrykkelse. Men lige derovenpaa kom et „Hvorledes?“ Det var ikke strax besvaret.

        Han sparkede afsted, uden at vide hvor eller hvorhen; da løber han henad ved Langebroe uforvarendes en Mand paa Ærmet. „Hvad godt?“ siger denne, og tager ham — ikke just ublidt — om Armen; „har De saadan en Hast med at drukne Dem?“

        Georg standser, seer stivt paa denanden, og siger med glad Ivrighed: „Jacob! Du kommer som min gode Engel — bie lidt!“ —

        „Saa De har nu betænkt Dem? Men faaer De en anden Gang isinde at fange Rejer herude, er det ikke sagt, at De just skal møde Gale Jacob — saa De kjender mig?“

        „Det er jo ikke længe siden, Du førte mig og en Deel andre over til Saltholm, hvor vi skød Harer, og Du reddede os fra Gammel Erik —“

        „Og nu vilde De springe lige i Gabet paa ham den onde Gammel Erik?“ — „Fanden med dem begge To! Jeg har et andet Spring for, i Brudeseng, Gale Jacob! Der har hverken Skytten paa Amager eller Djævelen noget at bestille — Hør! følg med ind paa nærmeste Viinkjælder! Jeg har noget allerhøistvigtigt at tale med Dig om.“

        Ankomne der, siger Georg: „Jeg har hørt af Mange, at Du er en snild og en ærlig Skjelm —“

        „Jeg takker — paa god Forbedring!“

        — Georg klinkede med, og hvisker: „Veed Du et Smuthul, hvor jeg kan gjemme en lille Pige saa vel, at ingen Snushaner skulle faae Spor paa hende?“

        Jacob grundede, virrede med Hovedet, og svarede: „ikke saavel — her i Staden — men — maaskeesig histovre paa den anden Side Sundet — kunde det være Dem tjenligt?“

        — „Vel det! og saameget desbedre — men kjender Du ogsaa Dine Folk?“

        — „Den Mand er Fisker, ligesom jeg, smugler vel ogsaa en Smule; men har De en Haandfuld Mynter til ham, og lidt til Konen — fleer er’ de ikke i Huset — saa lover jeg for dem — naar skulde det gaae for sig?“

        — „Imorgen ved Midnat.“

        — „Hilledød! da maa jeg over i denne Dag, for at gjøre Aftale, at Alt kan være klart, til vi kommer. Vi har en staaende Søndenvind; og forandrer den sig, skal jeg nok komme tilbage igjen; kan jeg ikke seile, saa kan jeg roe.“ —

        „Saa langt? tre fire Miil; og Du allene!“ —

        „Det har jeg gjort før; jeg har ret gode Kræfter.“ —

        „Godt! Du skal blive honnet betalt — her noget at begynde med — altsaa venter Du os her nede mellem 12 og 2 imorgen Nat.“ —

        „Nei, nei, ikke her! Paa den Tid kommer der jo ingen gjennem Stakitterne. Udenfor vil jeg ligge med Baaden, tænde Blus imellem; gaae efter det! saa skal jeg bære dem begge ud.“ — Saa blev Aftalen.

        Hvis Høistærede ønske det, vil jeg gjerne fortælle Dem den Smule Mere, jeg veed om Gale Jacob — som De har hørt, lyder han selv godt dette Udmærkelsesnavn. — Saavidt mindes, er han kommen af samme Stand, fra samme By, til Hovedstaden i samme Eqvipage (Trækvogn nemlig), som en verdensbekjendt Conferenceraad⁴. Jacob steeg ikke nær saa høit, nemlig kun til Vægter. Dog sad han ikke længer end et Par Aar i dette Embede; thi Autoriteterne fandt hans Nidkjærhed alt for overdreven — han havde slaaet een og anden Nattesværmer halv fordærvet — og gav ham derfor Afsked i Naade uden Pension. Dog var han strax saa heldig at blive ansat som Pedel paa en Dandsebod. Der kunde han ikke let slaae for haardt; i en saadan vanskelig Stilling er det misligt at være maadeholden. Ogsaa Dandsebodsautoriteterne begyndte at generes af hans Nidkjærhed eller Embedsiver, hvilket ikke altid er Tilfældet med andre Autoriteter. Men vil De ogsaa see hvilken en Coloss! næsten ligesaa bred og tyk igjennem, som lang — ja ja, han maaler kun en Tomme over ti Qvarteer. Og saa disse herkuliske Been! man synes ikke, han nogensinde kan slide dem op. Hans Arme, jeg svær Dem til, at han bærer en fuldvægtig Spækhøker paa hver af dem lige fra Nyhavn til Nørrevold; ikke at regne to Flæskesider desforuden over Nakken.

        En Smugleranfører havde lagt Mærke til den fiirskaarne Dandsebodhelt med det godtmarkerede Stereotypansigt. De mødes, som denne har forladt sin Tjeneste, og hiin faaer ham let overtalt til at følge sig paa den farlige Fart mellem Engelland og Frankrig, mellem Toldbetjente og Toldkrydsere. Her fik han vel Indsigt i og Greb paa Smuglekunsten; men Fortjenesten syntes ham for ringe i Forhold til Resicoen. Forlod han da ogsaa denne Vej til Galgen; dog med saameget i Lommerne, at han i Kjøbenhavn kunde anskaffe sig en god Seilsbaad, og tarveligt besætte en Kjælderstue med det nødvendigste Bohave. Baaden brugte han om Dagen til at hente Havsand og seile ud med Badende; men om Natten nu og da gjorde han længere og langt mere indbringende Rejser, saa han snart var istand til at gifte sig. Om ham og Familie veed jeg intet videre at berette, uden hvad hernæst følger; og det er grumme lidt.

Maa jeg være saa fri at spørge: Hvad siger De om dette Landskabsmalerie? Er dette ikke en nydelig Sandklit? ret et Yndlingssted for Strandmaager og Sælhunde — som De seer. Det har noget idyllisk ved sig, som Huset deroppe særdeles fremhæver. Kan De forestille Dem nogen Hytte mere konstløs, mere fordringsløs? Een Dør, eet Vindue, ingen Skorsteen, gule Vægge, grønt Tag — er det ikke indbydende? — Men De skulde bare vide, hvem der er indenfor: der er da først Grundbesidderen Jons Pehrson og hans Fru og Gale Jacob, alle Tre enige om at lette paa en dampende Kaffekjedel — Det smager dem fortræffeligt ovenpaa en søvnløs Nat. —

        „Hvad har de da havt at bestille, naar andre Folk sover?“

        De har havt meget at bestille: De har indsmuglet, Jons Kaffe, og Jacob Kjærlighed. I næste Værelse — Huset har ikke fleer end to, der er’ værd at tale om — sidder nemlig Sanct Georg paa en Vidiestol, og Santa Perilla paa hans Skjød — det er ogsaa idyllisk.

        „Saadan kan de da ikke blive siddende til evig Tid.“

        Aanej! Han gaaer ud ret strax, render fra een Præst til enanden, for at blive ordentlig copuleret til hans Allerkjæreste. Jeg vil ikke spaae ham ilde; men han vil komme ligesaa klog tilbage, som han gik ud: de svenske Præster ere saa skrupuløse. —

        „Hvad skal der saa blive af?“ —

        Det skal jeg snart sige Dem: naar han nu kommer til hende igjen med en lang Næse, saa er han i snavs Humor, naturligt, lægger sit Ansigt i hendes Skjød, og flæber.

        „Og hun?“ —

        Hun græder ikke, men siger ligefrem til ham: „Jørgen!“ si’r hun, „Du skal ikke græde for det! Jeg er din Kone alligevel tiltrods for alle jeres Præster“ — (det er smukt sagt).

        Og saa ta’er hun ham om Halsen, og kysser ham af Hjertensgrund, og saa græder han ikke længere, men siger — som han kan komme til for at kysse og klappe og ta’e i Favn — „himmelske Engel! (det er stærkt sagt) Kjærlighedens Gud har viet os; intet Menneske kan adskille os.“ — Deri har han fuldkommen Ret. — Seer De saa: derved bli’er det: de rejser til Stockholm; og sætter dem ned der, og deler skjønt med hverandre baade det ene og det andet; hun faaer eet Barn efter det andet; saadannoget morer dem; men saa døer det ene og saa det andet — det er ubehageligt; men hvad skal man sige dertil! — Om Forladelse! det har jeg nok eengang fortalt. — Naa, saa døer da hendes Hr. Broder; og saa tae’r de til Kjøbenhavn, og leve siden der meget behageligt — Kjøbenhavn er et behageligt Levested. Vel faaer de engang Tanker om at flytte til Spanien; men der kommer noget ivejen, og saa bli’er de her. Det er ogsaa det rigtigste: for naar de blive henad Aarene, hvad skulle de saa flakke og fare efter? Det er ikke værdt at gjøre Rejser, førend man nødes til at begive sig paa den sidste, De veed nok. Aldrende Folk gjøre bedst i at holde sig hjemme, ta’e sig det mageligt, og see sig selv tilgode.

        „Hmm!“ vil vel Nogen sige, „at leve saadan hen ugifte!!“ — Det haster ikke; de skal nok blive gifte; lad dem nu leve saalænge som muligt i den søde Forlovelsesstand! Der er’ somme der holde meer af den end af Ægtestand — hver sin Smag. Ak! hvormange Gifte vil ikke lønligen misunde disse Ugifte deres bestandige Trolovelsesstand! Aaja! de indgik en Pagt paa „tro“ og „love,“ med Kjærlighed til Cautionist og Selvskyldner — den Pagt vorder aldrig opsagt.