Tider svandt, da Konning Frode,
Som man har kaldt den Fredegode,
I Norden Love gav saa viis,
Da Norden var et Paradis.
I Hytten og Paladset boede
Folk, som hverandre gjerne troede,
Foruden Skrift, paa blotte Ord,
Nu meer det er ei saa i Nord.
I Troskabs Sted har Trædskhed sneget
Sig ind hos os, og hiin er veget.
O gyldne Tid, kom snart igjen
At Ven kan atter troe sin Ven!
Men, ak! vi kan det ikke haabe;
Thi under Trædskheds fule Kaabe
Befinder sig vor Tid for vel,
Til sig at ønske Oldtids Held.