De Folk, de nu vandre saa mørke herfra.
Med Venner de Afsked vil tage.
Alfader! I Skjæbnen sig finde dem lad
Og troe lad dem komme tilbage.
Frygter ei! thi atter de komme igjen,
Det spaaer jeg, og ei skal jeg feile.
Til Vognen da følger dem trøstig kun hen,
Som til Eders Kjerlighed beile.
"Farvel!" o! jeg hører det sørgelig’ Ord
"Gid Himmelen maa Jer ledsage."
Bort Vognen nu ruller med Venner i Nord,
Kun Haabet, det bliver tilbage.