Amor svæver højt i Sky,
Nærmer sig Gunildas By.
Buen alt han spænder op
Paa forgyldte Bjergetop.
Nu han Pilen lægger paa,
Som skal Gunilds Hjerte naae.
Gunild ubekymret staaer,
Da hun mærker Amors Saar.
Rolig, — ei som stille Hav,
Men som tause mørke Grav
Var hun før, men nu ei meer,
Galt det ud med Gunild seer.
Hun en Yngling bliver vaer;
Skjønnere hun seer ei har.
Gyldne Lokker hænge ned,
Raske, diærve er hans Fjed.
Hun ham Feighed ei tiltroer;
Mars vist i hans Hjerte boer.
Gunild snart hans Fortrin saae,
Ønsker ham til Mand at faae.
Barmen svulmer Dag og Nat.
Undres ei! Faaer Amor fat
Paa Jer! Piger! saa forbi
Er Jert Ungdoms Fjaserie.
Gunild venter længselfuld,
Han skal blive hende huld.
Der gaae Dage, der gaae Aar
Før hun Ønsket opfyldt faaer.
Nu er Ludvig Gunilds Mand;
Begge boe i Amors Land.