En Skolemester her i Landet
At læse knap engang forstod.
Dog kunde han til meget andet
Vel derfor ogsaa være god.
Han Trekort, Polskpas kunde spille,
Han og friserede i Nød
Paa Slottet Grevens Frøken Nille;
Thi det var før hans Levebrød.
Han altid fandtes udi Kroen;
Foran ham stode tømte Glas;
Var han ei der, han sov i Loen
Og udi Søvne sagde: "Pas."
Den gode Mand det engang hændte,
Da han til Staden kommen var,
At Halsen paa ham grusomt brændte
Af Tørst, men denne Skik han har
I næste Kippe den at slukke.
Sin Skik han ogsaa fulgte nu,
Og drak foruden dybt at sukke
Vist trende Pægle ganske ud.
Det snurrigt om i Hjernen løber
Alt sortner for den Skolemand.
Han Intet udi Staden kjøber,
Thi Intet meer han sandse kan.
Paa stadig Krik han modig stiger
Og dingler hid og dingler did;
Dog dette endnu intet siger,
Thi han til Krikket sætter Lid
Men, ak! et Uheld Manden truer,
See Himlen sortnes, Vee vor Helt!
Man Rædsel allevegne skuer,
Og Uglen selv den tuder fælt.
Ja nu og springer Buxeknappen
Og over Veien løb en Muus;
Selv bange bliver endog Rappen
Og løber for at naae et Huus.
Men dette Manden ei kan taale
Han ned af Hesten sagte gleed,
Og stak sig paa to Knappenaale,
Og skrækkelige Smerter leed.
Hans Hest i Øjeblikker standser,
Thi den var gammel, dertil vant,
Men Manden, som ei noget sandser
Nu Roe i Søvnens Arme fandt.
Lidt efter komme tvende Gutter,
Som glade dette Spil ansee.
I Mandens Lommer Steen de putte,
Og holde sig ei fra at lee.
Parykken hans de ogsaa vende,
Og gjøre endnu ved ham meer;
I Søvne han ta’r paa at skjænde,
Hvorved end stærkere de leer.
Derpaa de Mandens Kjole vendte,
Og satte ham paa Hesten op;
Dog ei de hermed end fuldendte
Endnu de ikke sagde: Stop.
De baglænds ham paa Krikket sætter
Med Tømmen i den ene Haand,
Som hen de under Halen retter
Og binder Manden fast med Baand.
Nu Hesten væk de hurtig jage,
Og denne løb i stærkest Trav;
Dog ei forbi, er Heltens Plage,
Jeg bange er, det bli’r hans Grav.
Han vaagner op, og længe stirrer
Han lige frem foran for sig;
Alt hvad han seer, ham meer forvirrer;
Han troer sig reent ulykkelig;
Thi at hans Hest har Halsen mistet
Det seer han jo og seer det grandt,
Men paa hvad Maade den er bristet,
Han endnu ei saa ret udfandt.
Da langt om længe hjem han kommer,
Han raabe vil til elskte Viv,
Men just han vender sine Lommer,
Paa Steen faaer fat, ja og paa Siv,
Forbavset ned vil Manden springe
Men ei for Baand kan komme af;
"Det kan til Raserie dog bringe"
Han raaber højt; hans Røst var brav.
Hans Kone som den Raaben hørte
Blev angst og løb ret hurtig ud,
Og Angsten hende derhen førte.
Da hun ham seer, hun raaber: "Stud!
Hvad er det dog for gale Løjer?
Din Kjole er vendt ganske om;
Hvad er dog dette for Optøjer?
Mon du er kommen vel fra Rom?
Paa Hesten galt jeg seer ham sidde
Med Baand jo bunden ganske fast.
Hvo kan dog heri Rede hitte?
Jeg kan det ikke i en Hast."
"Ja, Kone!" sagte svarer Manden,
"Min Hestes Hoved borte er,
Jeg dette siger dig for fanden,
Skjøndt du der vel nu ogsaa seer."
"Ih! du er gal!" saa svarer Konen,
"Du har nok atter været fuld?"
Thi hun i Huset sad paa Thronen
Og Manden var ei ganske huld.
Hun ned ham løser, ind ham jager
Hun selv gaaer med, forresten veed
Om Skolemest’rens andre Plager
Vi ei den ringeste Beskeed.