Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig,
jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. — Sela.
Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.
Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;
jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.
Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,
er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? — Sela.
Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.
Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.
Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!
Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
udløste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. — Sela.
Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;
din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses’s og Arons Haand.