En Salme af David. Lehazkir.
HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!
Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.
Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;
jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,
jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.
HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;
mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.
Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,
som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
naar jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"
Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.
Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.
HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!