En Bøn af David.
HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage, laan Øre til Bøn fra svigløse Læber!
HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage, laan Øre til Bøn fra svigløse Læber!
Fra dig skal min Ret udgaa, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.
Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej paa min Gang.
Jeg raaber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør paa mit Ord!
Vis dig underfuldt naadig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!
Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;
de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.
De omringer os, overalt hvor vi gaar, de sigter paa at slaa os til Jorden.
De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger paa Lur.
Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
fra Mændene, HERRE, med din Haand, fra dødelige Mænd — lad dem faa deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forraad af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!
Men jeg skal i Retfærd skue dit Aasyn, mættes ved din Skikkelse, naar jeg vaagner.