Den 17. Psalme
Mel. Vreden din afvend.
Mel. Vreden din afvend.
1.
Gud! du dig en retfærdig Sag antage!
Mærk mine Raab, agt paa min Bøn, min Klage,
Som ikke frem paa svigefulde Læber
Mod Himlen stræber.
2.
Du dømmer mig, og du skal mig frikiende;
Thi ingen kan for dig min Sag forvende,
Du overseer det Gandske skarpt og nøie
Med Guddoms Øie.
3.
Du forskede, du saae endog mit Hierte
I Natte-Mørk, ja førend det begierte;
Du prøved’ mig, som Guld, men du frikiendte
Mig mod min Fiende.
4.
Naar Synderen din Sandhed fræk forvender,
Jeg ei den Digt for Rettesnor erkiender,
Men ved dit Ord i Fristelser og Farer
Min Vei bevarer.
5.
Tryg gaaer min Fod, Gud! paa din rette Bane,
Og mine Fied skal ei ved syndig Vane
Fra sikker Vei til Irre-Veie vige;
Men vandre lige.
6.
Dig, Jehova! paakalder jeg i Farer;
Thi, sande Gud! du er den Gud, som svarer,
Du mine Raab vil med nedbøiet Øre
Opmærksom høre.
7.
Udviis mod mig fortrinlig Huld og Ynde,
Du! deres Hielp, som eftersatt’ sig skynde
Til din udbredte høire Haand, og finde
Skiul mod hver Fiende.
8.
Bevar mig som en Øiesteen, der nøie
Bevogtes i det underfulde Øie,
Skiul du mig selv, som de aarvaagne Fugle
Smaa Unger skiule.
9.
Skiul du mig for en uforsonlig Fiende,
For alle, som har Ondt mod mig i Sinde,
Og lurende ved mine Veie blive,
Og mig omgive.
10.
De lækker Kost til kræsen Gane bringe,
Og trodse os, og vore Fied omringe,
Og see kun paa, om de os ei til Grunde
Nedstyrte kunde.
11.
Ja! Fiender sig saa gridske sammenrotte,
Som Løver, der alt Kløer til Ranet blotte,
Som unge Løver, der sig graadig skiule
I skummel Huule.
12.
Men Jehova! staae op, gaae dem i Møde,
Dit stærke Sværd i Vælde dem bortstøde,
Lad Morderen sig Krumpen vrie under
Dybtslagne Vunder.
13.
Mit Liv du fra en Uretfærdig redde,
Han er dit Sværd, naar du vil slaae i Vrede,
En Morder er din Haand, og har sit Gode
Paa Jordens Klode.
14.
Thi, Godheds Gud! du glæder dem, dig hade,
Saa meget, som din Reenhed kan tillade,
Og vil dem ved den Godhed overtyde,
Som de kan nyde.
15.
Du mætter dem med meget jordiske Gode —
En Børne-Flok ved deres Haand opgroede
Til Skatte, som den lykkelige Fader
Sig efterlader.
16.
Men jeg vil i Uskyldigheder vandre,
Til Dødens Arm min Bane skal forandre,
Saa gaaer jeg bort med Haab fra Jordens Tue
Dig selv at skue.
17.
Jeg slumrer ind fra Verdens mange Larme
Til sagte Søvn i Dødens kolde Arme;
Men jeg skal see, saasnart mit Øie lettes,
Dig selv, og mættes.