En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.
Jeg løfter min Røst og raaber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa at du tager dig af mig.