Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,
at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; —
hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
Thi Manden er ikke hjemme, — paa Langfærd er han draget;
Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!"
Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.