Men der laa en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor Maria og hendes Søster Martha boede.
Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg.
Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: "Herre! se, den, du elsker, er syg."
Men da Jesus hørte dette, sagde han: "Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den."
Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.
Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var.
Derefter siger han saa til Disciplene: "Lader os gaa til Judæa igen!
Disciplene sige til ham: "Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?"
Jesus svarede: "Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys.
Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke i ham."
Dette sagde han, og derefter siger han til dem: "Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaar hen for at vække ham af Søvne."
Da sagde Disciplene til ham: "Herre! sover han, da bliver han helbredt."
Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte om Søvnens Hvile.
Derfor sagde da Jesus dem rent ud: "Lazarus er død!
Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at I skulle tro; men lader os gaa til ham!"
Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: "Lader os ogsaa gaa, for at vi kunne dø med ham!"
Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage.
Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra.
Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder.
Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria blev siddende i Huset.
Da sagde Martha til Jesus: "Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.
Men ogsaa nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud give dig."
Jesus siger til hende: "Din Broder skal opstaa."
Martha siger til ham: "Jeg ved at han skal opstaa i Opstandelsen paa den yderste Dag."
Jesus sagde til hende: "Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror paa mig, skal leve, om han end dør.
Og hver den, som lever og tror paa mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du dette?"
Hun siger til ham: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til Verden."
Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin Søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder ad dig."
Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham.
Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var paa det Sted, hvor Martha havde mødt ham.
Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, saa, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der.
Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og saa ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: "Herre! havde du været her da var min Broder ikke død."
Da nu Jesus saa hende græde og saa Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Aanden og blev heftig bevæget i sit Indre; og han sagde:
"Hvor have I lagt ham?" De sige til ham: "Herre! kom og se!"
Jesus græd.
Da sagde Jøderne: "Se, hvor han elskede ham!"
Men nogle af dem sagde: "Kunde ikke han, som aabnede den blindes Øjne, have gjort, at ogsaa denne ikke var død?"
Da harmes Jesus atter i sit Indre og gaar hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten laa for den.
Jesus siger: "Tager Stenen bort!" Martha, den dødes Søster, siger til ham: "Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage:"
Jesus siger til hende: " Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?"
Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: "Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig.
Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som staar omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig."
Og da han havde sagt dette, raabte han med høj Røst: "Lazarus, kom herud!"
Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: "Løser ham, og lader ham gaa!"
Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu paa ham;
men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort.
Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Raadet og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn.
Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville alle tro paa ham, og Romerne ville komme og tage baade vort Land og Folk."
Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar, sagde til dem:
"I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gaa til Grunde."
Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det Aar, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket;
og ikke for Folket alene, men for at han ogsaa kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet.
Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaa ham.
Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt Jøderne, men gik bort derfra ud paa Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple.
Men Jødernes Paaske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig.
Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?"
Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.