Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller gaar han i Rette med dig derfor?
Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
Den mægtige — hans var Landet, den hædrede boede der.
Du lod Enker gaa tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
Derfor var der Snarer omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand gaar over dig!
Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de staar!
Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
Skyerne skjuler ham, saa han ej ser, paa Himlens Runding gaar han!"
Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betraadte,
de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
som sagde til Gud: "Gaa fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"
Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Raad er ham fjernt.
De retfærdige saa det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
Bliv Ven med ham og hold Fred, derved vil der times dig Lykke;
tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord paa Sinde!
Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
kaster du Guldet paa Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
saa den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Aasyn til Gud.
Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner paa dine Veje;
thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slaar Øjnene ned;
han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!