Saa tog Job til Orde og svarede:
"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slaa mig sønder med Ord?
I haaner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
Saa vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
Se, jeg skriger: Vold! men faar ikke Svar, raaber om Hjælp, der er ingen Ret.
Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
brød mig ned overalt, saa jeg maa bort, oprykked mit Haab som Træet;
hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
mine nærmeste og Kendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
ej svarer min Træl, naar jeg kalder, jeg maa trygle ham med min Mund;
ved min Aande væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
selv Drenge agter mig ringe, naar jeg rejser mig, taler de mod mig;
Standsfæller væmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
Naade, mine Venner, Naade, thi Guds Haand har rørt mig!
Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
med Griffel af Jern, med Bly indristet i Klippen for evigt!
Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.
Naar min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
hvem jeg skal se paa min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgaar i mit Indre!
Naar I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"
saa tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!