Thi talte er de kommende Aar, jeg skal ud paa en Færd, jeg ej vender hjem fra.
Brudt er min Aand, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje maa skue.
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Haandslag?
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
den, der forraader Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
men den retfærdige holder sin Vej, en renhaandet vokser i Kraft.
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer!
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
vil jeg haabe, faar jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,
Graven kalder jeg Fader, Forraadnelsen Moder og Søster.
Hvor er da vel mit Haab, og hvo kan øjne min Lykke?
Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?