Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn,
og vandrer i Kærlighed, ligesom ogsaa Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.
Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig for hellige,
ej heller ublu Væsen eller daarlig Snak eller letfærdig Skæmt, hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse.
Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds Rige.
Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds Vrede over Genstridighedens Børn.
Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem!
Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som Lysets Børn;
(Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed,)
saa I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren.
Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere;
thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige;
men alt dette bliver aabenbaret, naar det revses af Lyset. Thi alt det, som bliver aabenbaret, er Lys.
Derfor hedder det: "Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!"
Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som vise,
saa I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde.
Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens Villie er.
Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Aanden,
saa I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og aandelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren
og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn
og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt;
Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren;
thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom ogsaa Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser.
Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, saaledes skulle ogsaa Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting.
I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom ogsaa Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den,
for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord,
for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den maatte være hellig og ulastelig.
Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den, som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv.
Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom ogsaa Kristus Menigheden.
Thi vi ere Lemmer paa hans Legeme.
Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød.
Denne Hemmelighed er stor — jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden.
Dog, ogsaa I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!