Naar alle sove, og Natten kommer,
Da tænker jeg paa vor Kjærligheds Sommer.
O, vidste jeg kun, hvor jeg kunde Dig finde,
Ei skulde Søvnen mig overvinde.
Jeg reiste mig fra mit ensomme Leie,
Og vandred ad Skovens mørkeste Veie.
Og blev min Kind end saa kold og saa hvid,
Jeg følte det ei, hvis — jeg naaed dig hid.
Med nøgne Fødder, paa hvasse Stene
Jeg vilde træde i Natten ene.
Slog kolde Bølger end mod min Fod
Jeg følte det ei — hvis hos Dig jeg stod.
Og hvis Dit Liv var et Helved vorden,
Jeg vandred søgende over Jorden,
For engang at trykke mig til Dit Bryst,
Og saa — forgaae i den saligste Lyst!