Jeg drømte, jeg var en Dronning saa fiin,
Guldsmykt var min Arm — det hvideste Liin,
Saa luftigt og let som Sommerens Vind,
Jeg bar om mit Bryst og om min Kind.
De blødeste Hynder mig bredtes til Sæde,
Paa prægtige Tepper min Fod kunde træde.
Jeg eiede Ædelstene og Guld,
Og ønsked mig dog under sorten Muld.
Jeg kunde fast ei mine Perler tælle,
Dog fleer var de Taarer, jeg maatte fælde.
Jeg sørged hver Dag, — og jeg græd hver Nat —
Ak Moder — fordi jeg Dig havde forladt;
Fordi jeg var i de fremmede Lande,
Og Du gik ene paa Hjemmets Strande;
Fordi jeg ei følte Dit Hjerte slaae,
Og ei Dit kjærlige Øie saae.
Men tilsidst et Suk jeg i Drømme drog
Saa dybt, at jeg vaagned, og Øiet opslog
Og — Moder, Dit Blik mig imøde smilte,
Paa mig Dit kjærlige Øie hvilte.
Da ønsked jeg ikke, jeg laa under Muld,
Skjøndt borte var Silke og Perler og Guld.
Jeg smilte og græd, og Du — rakte mig om
Din Haand — Gudskelov at det var kun en Drøm!