Den nye Vaar, den nye Vaar har gjort mig saa urolig —
den kom i Nat og bankede paa Skodden til min Bolig,
den banked ganske sagte, aa, saa løndomsfuldt fortrolig —.
Det pusled som af nysudsprungne Blade bag min Rude —
hvad vil Du mig — jeg borede mit Ansigt i min Pude —
jeg ved, Du har kun Lidelse og Længsel at bebude —.
Da steg i Vaarens sorte Nat en dejlig Fuglestemme —
det var som Natten aabnede sit kosteligste Gemme —
da følte jeg: hos Sorgen faar jeg aldrig, aldrig hjemme!
O Vaarens Sang, hvis Naadevæld min Tanke aldrig lodder —
jeg rejste mig og aabnede min mørke Stues Skodder
og rakte mine Hænder imod Vaaren som en Stodder — — —.