Tilgiv jeg forlader Jert lystige Lag,
men Maanen staar rød over nytjæret Tag —
jeg har ikke Rist, jeg har ikke Ro,
det kalder derude fra Marker, der gro.
Det suser saa tungt i det duvende Korn,
hvor Tidslerne gemmer den grønlige Torn,
det dufter saa ramt fra den duggede Skov,
hvor Pan lister rundt paa sin duskede Hov.
Jeg elsker at vandre alene og fri
og famle mig frem ad den mosklædte Sti —
der er Ingen, der græder og er saa forladt,
fordi jeg gaar bort i den tvelyse Nat.
Jeg taler til Maanen og Stjærnernes Hær,
jeg klapper de store, stilfærdige Træ’r —
der er Ingen, der venter med arrige Ord,
fordi jeg er Elsker af Stjærner og Jord.
Ja, Elsker af Syvstjærnens rødlige Spil
og alle de lystige Ting, der er til —
og naar jeg er mødig og træt af at gaa,
saa aabner sig sagtens en Laas og en Slaa — —.