Nu hælder vi for sidste Gang
af Flaskehalsen smal og trang
de gyldne Læskedraaber —
for sidste Gang vi bænkes her,
mens bag de aftenmørke Træ’r
den gule Maane maaber.
Betragt den godt, den kære Kro,
hvor Du saa tidt og ofte lo,
saa Taaren stod i Øjet.
Endnu i Dag er Du vor Gæst —
i Morgen, gamle, vilde Hest,
skal Du i Seletøjet!
Hvor før var én, dér bliver to,
hvor før var Fred, bli’r næppe Ro
i Livets lange Dage —
nu længes Du mod Reden lun,
men der er Torne bag dens Dun,
og tidt bli’r Duen DRAGE.
Nu klapper hun Dit tætte Haar
og syer Navn paa Pudevaar
med sine blide Hænder —
men — gid min Angst er lutter Løgn,
gid hun i mange gode Døgn
i Smil kun viser Tænder.
Jeg løfter Glasset i vor Kro,
hvor vi mod mørke Lofter lo
og glemte Graad og Klage.
Se — hvis Dit Leje bli’r med Torn,
og hvis Din Pande bli’r med Horn,
kom bare her tilbage!