Nu vil jeg hæve min Røst
og synge
uden smaaligt Hensyn til Rytme og Rim
det er kun fattige Ord,
men deres Hjærter er af Guld.
Mit Indre bruser som et Orgel,
der dirrer i alle Fuger
og jubler Himmerigs Lovsang.
Min Sjæl, der er skabt
paa de fjærne Stjærner,
fødtes paa Jorden
en vaad Vaarnat —
det første den sansed
var Jordens Vaar.
Stjærnerne skjalv i den duggede Nat
som en Moders Øjne,
der første Gang ser sit Barn.
Senere lærte min Sjæl,
at Jorden har Høst og Vinter.
Høsten, hvor Løvet og Roserne raadner,
hvor alt paa Bunden er Vanvid og Død,
men Overfladen er Skønhed,
Broncers og Søljers skære Skønhed.
Og Vinteren lærte min Sjæl,
Vinteren,
der fryser Tankerne graa og kolde,
der forhærder Hjærtet
til en tung Graasten —
Vinteren, der har Stjærner som onde Øjne,
der ser til Sjælenes Dyb
og haaner Hjærterne,
der er rige af Godhed:
Stormen skal fyge Jer til,
I gode Hjærter,
saa I ligger som kvalte Blomster
under den knugende Sne.
Men se, nu er Vaaren kommet,
og Sneen smelter for Solen,
og dens onde, isnende Væde
nærer
mod sin Vilje
de grønne, groende Spirer.
Ja, Vaaren gror i mit Hjærte,
det taler med alle Instrumenters Tunger —
Fløjtens Graad, Viola’ens Længsel,
Sækkepibens sukkende Latter,
Basunens tonende Raab — —.
Kærlighed, Kærlighed!
Du er Vaaren, der frelste mit Hjærte —
alle Knopper har foldet sig ud,
alle Træer blomstrer,
alle Blomster dugges af Glæde
og spreder Duftens Lægedom.
Aa, Du mit levende Hjærte,
ingen Høst har raadnet Dig,
ingen Vinter har kvalt Dig,
nu kysser Vaaren Dig,
saa Du skælver,
og skælvende venter Du:
Den store Sommer.