Jeg bliver saa veg om mit Hjærte,
sørgmodig, hvor nødig jeg vil.
Nu synker Skyggen fra Gavlen,
og Natten den stunder til.
Jeg bliver saa veg om mit Hjærte,
men min Læbe nynner og ler,
thi lukker jeg mine Øjne,
Dit Ansigt, Dit Ansigt jeg ser.
Jeg drømmer om Dine Øjne,
de sølvgraa, de leende to,
de er som det duggede Foraar,
der gør, at jeg aldrig har Ro.
Du gav mig saa megen Glæde,
jeg aldrig tro’de var til.
Nu bliver jeg veg om mit Hjærte,
nu naar Natten den stunder til.
Jeg tænker paa Tiden, der kommer,
paa Tiden, der binder og løser
og karrigt med Sold og med Si
af Lykkelandsfloderne øser —
men Du vil jo være hos mig
i Aftnernes bristende Skær,
og Du vil jo være hos mig,
naar den yderste Nat er nær.