Det var en sølvgraa Morgen i Oktober,
vi vandred i den hverdagstyste Park;
af Væde glinsed Havens skønne Broncer,
og taagevaad var alle Træers Bark.
De gule Blade daled tyst mod Jorden,
svagt dirrende som en Forelskets Hænder.
Frem under Kjolen titted, mens Du vandred,
de slanke Laksko med de brede Spænder.
Aa, kan Du huske, hvad Du sagte hvisked,
dengang vi standsed paa Kanalens Bro:
Det er som om i hele, vide Verden
der ikke findes andre end os to.
De gule Blade daler tyst mod Mulden,
og grumme Taager stængte Somrens Land.
Lad Løvet segne, lad kun Solen bleges:
Dybt i mit Indre luer der en Brand.
Det er min Længsel gennem alle Tider,
der blusser op som alt for tørre Kviste,
O Flammebaal i Hjærtets store Ildovn —
hvidglødende er Ovnens tunge Riste.