Jeg vaagnede en Morgenstund
ved Fugles Solskinsfløjten,
ved store Træers Sommersus
og Bølgers Skvalp og Sprøjten.
Jeg vandred gennem dugget Græs
og over revne Gange;
jeg nynned og jeg brummed som
en lige løsladt Fange.
Se, Sundet ligger blegt og blankt
og fanger Solens Mønter.
Af Varmedisen slørede
er Hveens gule Pynter.
Fra Badetrappens vaade Brædt
jeg stirrer ned i Vandet,
der koldt og glasklart aabenbarer
Rillerne i Sandet.
Henover Tangens sorte Skov
fremvralter blege Gopler.
Mod Trappen klukker blanke Skvalp
og danner skøre Bobler.
Et Spring — og Vandet favner mig
med stærk og salig Gysen.
Fra Land et Pigebarn ser til,
(jeg saa Empirekysen).
— Himlens blaa Fajanceskaal,
og Solens gyldne Kande
har overgydt min Sjæl med Fryd,
har fyldt den til dens Rande.
O karske Sommermorgenstund
med Duft af Hav og Havers Hang —
jeg svimler af min egen Kraft,
og Hjærtet løber fuldt af Sang.