Intet Sus af Vinde,
og ingen Stormes Vildhed
forstyrrer denne Aftens
usigelige Stilhed.
Nej, ingen Klang af Storme
runger i mit Øre,
kun mine egne Fodtrin
over Gruset kan jeg høre.
Jeg standser ved et Gravsted
med nøgne Rosenbuske,
og blege Minder hviske
vemodigt: Kan Du huske —
Jeg hører Moders Stemme
og ser de skønne Hænder
og Ringen med Rubiner,
der luerøde brænder.
Aa, disse kære Hænder,
skøntformede og hvide,
der lokked frem al Flygelets
skjulte Fryd og Kvide — —.
Af dette Støv dernede
blev mine Lemmer formet,
og hendes Blod har gennem
mine Aarer stormet.
Jeg lo og græd med hende —
Foraarsnattens blide,
vidunderlige Smerte
vi maatte sammen lide.
Af hendes Blod jeg modtog
— af Støvet under Tue —
længst henfarne Slægters
udødelige Lue.
Min Sjæl, min Sjæl Du er jo
den udødelige Lue —
næret af det døde,
af Støvet under Tue.