Jeg staar og ser de visne
Kastanieblade vugges
ned ad Kanalens Strøm
og hvirvle rundt og dukkes.
Nu stiger alle Stjærner
af Dybet — fjærne, smaa —
som blege Perler strøet
paa Aftenhimlens Blaa.
De kolde Aftenvinde
omsuser Stadens Taarne,
og højt, højt vilde Fugle
af Vindens Vove baarne.
Alle Luftens Farver
er kølige og gustne,
og alle Træers Blade
er falmede og rustne —.
Lad visne kun og blegne
her og allevegne,
lad Dage smuldre hen,
lad falme kun og segne!
Mens alle Blade falme:
Mit Sind har Foraarstider
— O Blodets Jubelsalme —
i Sol og Duft jeg glider.
Lad visne kun og segne,
mit Sind har Foraarstider,
mens Dage smuldre hen
og Høst og Sommer strider.