Regnen knuses mod det røde Tag.
Blæsten fylder Gaarden med sit Brag.
Hvorfor tænker jeg paa Dig i Dag —
Vibeke.
Sprang en Sølvstræng i den glemte Luth —
eller var det Isen som blev brudt
i en Sjæl af Glæden længst forskudt —.
— — —
Alle Strænge brast paa Luthens Brædt
uden én, der dirrer spædt og let
som en Barnegraad bag Puder grædt —.
Vibeke — Vibeke — —.