De store Træ’r har suget Nattens Mørke ind —
det tunge Løv bevæges svagt af Nattens Vind.
Og over vaade Kroners mørke Sommervæld
staar Himlen sælsomt lysende som Fiskeskæl.
Der er slet ingen Sky, kun Himlens rene Dyb,
hvor Stjærner dukker op som tornet Sølverkryb.
Lavt over brede Enge driver Muldens Dis —.
Kom, Kære, lad os vandre ind i Paradis
og give Skovens Dyr og alle Blomster Navn
og fylde helt med Duft af Løv og Nat vor Favn.
Se Dyreskygger græsser langs den smalle Sti —
de løfter langsomt Ho’det, mens vi gaar forbi.
Blødt svipper Blade mod os, blodigt river Torn —
da spærres Stien af et Dyr med brede Horn.
Du klapper Dyrets Mule og det tætte Skind,
og Dyret drejer sig og puster paa Din Kind.
Den store Skygge la’r sig lede af Din Haand —
Du selv er skyggegraa og stille som en Aand.
— — —
Nu blegner Stjærnerne bag Sommerkroners Væld,
det suser koldt i Løv, thi Natten gaar paa Hæld.
Den tavse Dyreskygge standser, vender om.
Det graaner over Sletten steppevid og tom.
Det blæser op, den salte Blæst fra blaagrøn Sø.
Langt borte rumler Vogne — fjærne Hunde gø.
O sunde Sommermorgen uden Suk og Savn,
hvor Mand og Kvinde hvisker tyst hinandens Navn.