Er det min dybe Lidenskab
der faar dig til at begære en anden?
Kan din Drengesjæl ikke taale
at min Følelse bestandigt
med utalte Ord
svøber sig om dig som et blødt Klæde?
din Sjæl er en Jægersjæl
og jeg det længe kendte Bytte
Mit arme Hjerte
luk dig som et Fængsel om min Følelse
min Mund bæv ikke i dine Vige
men smil fripostigt
mine Øjne skjul jeres Taarer
og se skalkagtige ud
Mine Veje skal være ukendte for ham
skønne Klæder vil jeg bære
jeg vil smyge Kaaben om mig
jeg vil sige let Farvel
og liste ud i Natten
jeg vil drikke
jeg vil glemme
jeg vil le til andre
naar jeg atter kommer hjem
skal jeg lugte stærkt og sødt
af andre Mænds Tobak
Hvorfor dette? hvorfor dette?
aa min Elskede
hvorfor er dette hvide Ark Papir
det eneste der skal kende min Sjæl?
