En Digter forlades af sin Elskede
og hver en Gang hans Hjerte krymper sig
springer et Digt frem
et straalende og varigt Klenodie
og han blusser op i Glæde
over det skønne der er bleven til
En Elskerinde forlades af sin Elskede
hun holder hans nyfødte Barn i sine Arme
hun ænser det først ikke
hendes Øjne er blændede af Taarer
men saa skinner Barnet
og Moderen ser det og smiler
Men jeg — naar jeg græder —
blir kun vaad af mine arme Taarer
jeg er hverken Digter eller Elskerinde
der er hverken Digte
eller et nyt lille Væsen
i mine trætte Hænder