Skal Sangens Duer
boltre sig i Vinden?
Du Salighedens Lovsang,
du mættende, svale,
vil du stige frem af Struben,
vældige Lovsang,
synge, hvad ingen
nemmer, forstaar?
Lyssky Verdner
er om os og taler,
og det, der skulde til
om den himmelske Klarhed
og Verdens Millioner
af aabenbarede Væsner,
af hvirvlende Legemers
synkende Fald
mod Bundløshedens
sortflammende Tempel —
alt det tier.
Vil Verdensmillionerne
knæle i Støvet
og kysse Guds Fødder,
naar han stille vandrer
i Gadernes Vrimmel?
Tal, du mægtige,
Verdensordnen er afhængig
af din storladne Tale,
af Røsten fra din Mund.
Vis Vejen for de knælende,
lad dem ikke vansmægte,
Gudsrigets Millioner
strækker Armene mod Lyset
og bryder ud i Lovsang
i Kast mod Solen.
Sangens Duer
flagrer om deres Pander,
Millioner bærer Vished for,
at Verdens Vrede
ikke er forgæves.
Guds Ris tugter
de formastelige,
de, der kaster sig
paa hvide Heste
foran Masserne
og byder dem at følge.
Sortblaa Flammer
udgaar fra deres kolde Øjne,
deres Latter lyder
som Tordenlatter,
haanligt og vrængende.
Vildt jager de over Sletterne
med Djævle paa Saddelknappen,
hedt gaar Ridtet
gennem tyste Skove,
over bløde Sumpe,
som de vilde Herrer
forgaar i — forgaar —
Flammende Sumpe,
fortærende Sumpe —
vildt knitrer Flammerne
og lukker sig over deres Hoveder,
deres Haartotter
bæres brændende bort i Vinden
og krymper sig sammen —
Glemsel, fortærende Glemsel,
opsluger deres højrøstede Navne,
og Jorden forgaar,
naar engang Skyggerne viger
fra deres Fodsaaler.
Jorden forgaar,
men ikke i Millioner af Aar,
den synker som en Stjerne,
den stiger som en Stjerne
mod aabne Himmelporte.