Toner det, synger det,
danser det i mit Indre?
hold Skaalene frem
og lad mig dryppe
Salighedens Olie
i jeres oprakte Skaale —
Vis Vejen, du vældige,
syng af dit Bryst,
syng, saa Helvedes-
Porte lukker sig,
syng, saa Jordens
glødende Indre
syder og synger
en glødende Sang.
Ryst Sangen, du høje,
ryst Sangen af dig,
vis, vældige, Vejen
for Menneskefødder.
Lad Sangen fraade
i Lyst fra din Læbe,
luk Himmelporte
paa vidaabent Gab.
* * *
Lad Folkene fylkes,
lad høres Guds Stemme,
lad sammen os synge
til Himlens Pris.
Lad synge, lad glædes,
lad danse, lad grædes,
lad Fødderne ile
og Blikkene tindre,
lad Salighed blaane
for undrende Blikke,
lad komme, lad komme
de Salighedsriger,
i Lysfloder baarne
i Solbølger mættet —
i duftende Lovsang
lad Verden forgaa.
Forgaa, forgaa,
men til bedre forgaa,
forgaa for at stige
til hedere Flammer,
for Sangen at vriste
fra Gudernes Tunger,
med Blomster at smykke
Heltenes Pander.
Forgaa, forgaa,
men til større Lykke,
til Storhedens Riger,
til milde Gudsriger,
til Flammebuske
og røde Roser,
til hvide Liljer
og hvide Hænder.
Lad falde, lad falde
de sortnende Skygger,
lad danse, lad danse
paa gyldene Felter,
lad Fødder flyttes
i ilsomme Rytmer,
og Dansen gaa
gennem Himlens Haller.
Forgaa, forgaa,
men til videre Udsyn,
til hellige Enge
og Tusmørkeskove,
til foldede Hænder
og lysende Klarhed,
forgaa, forgaa,
for at genopstaa.
Forgaa, forgaa,
for i Lyset at svæve,
forgaa, forgaa,
for at drikke Guds Vine,
forgaa, forgaa,
for Guds Øje at møde.
Aa, Saligheds Lov,
jeg priser din Tunge,
jeg synger din Sang
og danser din Rytme,
jeg flagrer, jeg flyver,
med Arme strakt opad,
min Mund som en Rose,
jeg flagrer, jeg flagrer
mod Himlen op.
* * *
Lad gynge, lad gynge,
I Æterbølger,
lad danse, lad danse,
I Englefødder,
lad suse, lad suse,
I store Skove,
og Vande, saa syng dog,
saa brus og bestorm mig.
Lad synge, lad bruse,
lad Himlens Klarhed
bestraale min Pande,
og Fuglene juble,
lad Stormene suse,
og Verden forgaa,
min himmelske Klarhed
er Byttet, jeg faar.
* * *
Min Verden, lad vristes
ud af dine Munde
et Budskab saa tordnende,
svangert, vredagtigt,
jeg venter, vi venter,
vi alle, vi venter,
vi knæler for Guden,
der redder os alle.
Lad Verden forgaa,
og lad Englene kalde,
jeg kysser Guds Klædning,
jeg hviler, jeg falder,
jeg synker i Glemselen
ned og forgaar,
blir eet med det store,
almægtige Kosmos.
* * *
Lad bruse, lad storme —
i Verden, den vilde,
er Tanghaver mættet
med glinsende Stene,
er susende Skove
med Skovduer fyldte,
med Solstraaler ned
i de dybeste Bunde.
Paa fugtgrønne Mosser
er ildrøde Bær,
er klare Draaber,
forvitrede Horn,
som Raadyret taber
i Granernes Vildnis —
jeg kysser Duggens
den tindrende Draabe.
Lad falde, lad falde,
der toner en Sang
henover min Læbe,
forsvinder i Verden.
Lad falde, lad segne,
lad alting forgaa —
blodrøde Roser
dufter om Panden.
Lad Skovene suse
og Stepper brænde,
lad Hænder vrides
og Sangen forstumme,
de Skove, der dufter
i Himmerigs Riger,
skal aabne sig, lukke sig,
tage dig til sig.
Lad falde, fortvivle,
lad alting forgaa,
en lyseblaa Himmel
er din, naar du vaagner,
et sejrsjublende
Englekor
skal møde dig, hilse dig,
byde dig Velkomst,
og en skal trykke
en blomstrende Krans
paa Panden din runde
og skænke dig Kysset,
der giver dig Adgang
til Salighedsriger,
i Lysfloder baarne,
i Solbølger mættet.
* * *
Hvad venter mig, sig mig,
hvad vinker mig mod sig?
er Aanden, den gyngende,
viss i sin Sag?
vil Sten forvitre,
og Taarer forgaa?
vil Stenene juble,
og Fuglene tie?
Hvad synger, hvad jubler,
hvad gærer i Liv,
vil Tonerne komme,
forgaa og saa komme?
vil alting forgaa,
slettes ud, blive eet?
vil Gud samle sammen,
alt, hvad han før spredte?
Gud, kom, sig mig du,
er Vildbjørnen tavs,
er Ænderne dovne,
og Duerne tamme?
Foer Verden, ak, vild,
foer Vandene hen,
vil Sukkene stønne,
og Sangen forgaa?
Aa, kære, aa, kære,
svigt ikke, svigt ikke,
ræk Haanden, den faste,
mod Spædbarnet hen,
mod lallende Suk
og viftende Hænder,
mod Verdensforklarelsens
vildfarne Gaade.
* * *
Lad længes, lad længes,
lad vandre mod Grav,
lad Graven aabne sig,
Jorden forgaa,
lad vride sig, vriste sig,
bryde de Kranse,
jeg sanser dog ham,
der kysser min Pande,
hans høje Gestalt
med de klare Konturer,
den højtrejste Mand
med de blødeste Hænder,
jeg fatter, jeg griber
hans Haand, jeg blir ført
mod Himlens salige,
sollyse Porte.
Lad Jorden forgaa,
lad den tavst synke sammen,
lad Mennesker smuldre,
og Tomheden ruge,
vi svinger os opad,
vi stiger mod Riger,
hvor Sollyset flammer
mod ventende Skarer.
Lad Jorden forgaa,
aa, min Herre, min Herre,
nu synker jeg sammen,
af Træthed forgaar,
men Palmerne venter
og Himlens Klarhed,
og Englenes Skarer
og strømmende Vellyd.
Lad Jorden forsvinde,
lad Tomheden ruge,
lad Stjernerne funkle
i kølige Nætter,
lad Solen gaa rundt
omkring andre Planeter,
en Verden os venter
som Sollysets Riger.
* * *
Lad falde, lad falde,
fortvivle, forgaa,
den Himlens Klarhed,
der venter dig, viser,
at du er Guds Barn,
og at Verden er lille,
for lille til dig
og din brændende Trang,
for lille, naar Stormen
rusker dit Sind,
for lille, naar Stilhed
falder paa Panden,
for lille, naar Øjnene
søger sig Hvile,
en himmelsk Hvile
for hungrende Øjne.
Lad falde, fortvivle,
lad alting forgaa,
den himmelske Klarhed
venter dig, kære,
lad falde, mit Hjerte,
Barnlille, forgaa,
du ventes af Engles
jublende Skarer.
* * *
Musik, aa, Musik,
aa, hvor toner det skønt,
hvor jubler det, kalder det,
hidser dit Øre,
hvor sødt dog, hvor sødt,
at følge sin Lov,
give op, synke hen,
synke ned i Gudsriget.
Et Hav os venter
af Lys og Lysen,
vi opgaar deri,
svinder hen, svinder bort,
og takkende taber vi,
hvad vi har vundet,
og vinder en Verden
af Klarhed og Lys.
Aa, himmelske Klarhed,
dit Lys mig omslutter,
din Varme beriger
min Varme — jeg stiger
mod Højdernes Højder,
mod Kongernes Konge,
jeg kysser din Fod,
og blændet jeg segner.
Hvad jeg har vidst,
er nu svundet hen,
er blevet til intet,
lidt Støv og lidt Snakken,
fortabt i din Herlighed
svimmel jeg hviler,
omtumlet, taknemlig,
for Skaberens Fod.
Lad fare, lad fare,
jeg glemmer dig ikke,
jeg holder din Haand,
og jeg kysser din Fod.
Lad fare, lad fare
al Herlighed heden,
jeg kysser din Fod, Gud,
beruset, fortumlet.
Lad fare, lad fare,
jeg høster den Lykke
at hvile, at mættes,
at segne, beruset,
i Skaberens Nærhed
og snart holde Flammen,
højt hævet, ej frygtsom,
opover mit Hoved.
Lad flamme, lad flamme,
min hellige Kerte,
lys op, lys, min Kerte
i fjerneste Kroge,
Guds Kærligheds Kerte
jeg holder i Haanden,
højt løftet i Verden
lyser den viden.
Lad fare, lad fare
den Daarskab, der stiler
mod haardtvundne Goder,
mod jordiske Gaver,
lad lyse, lad lyse,
min himmelske Kerte,
Gud gav mig sin Kærligheds
Kerte i Haanden.
Guds Kærligheds Kerte,
din Flamme er Guds,
taget ud af hans herlige,
flammende Baal.
Se, Gnisterne springer,
Guds Kærligheds Kerte
oplyser den Jord,
vi er udsprungen af.
Guds Kærligheds Kerte,
flam op, flam op,
din Klarhed forlener
os alle med Klarhed,
din Varme forhøjer
vor jordiske Varme,
din Kærlighed gløder
i Hjerte og Aarer.
Tag Bo, tag Bo,
du den himmelske Klarhed,
Guds Billed fortoner sig,
Taage det slører,
lad gemme, lad gemme,
hvad Stunden os skænkte,
lad takke, lad takke,
hver Skabning for Synet.
Lad mættes
de hungrige Munde,
lad tørstige
Ganer husvales,
jeg griber min Skabers
flammende Klædning,
jeg griber hans Hænder,
jeg kysser hans Fødder.
Aa, himmelske Duer,
I flagrer om Panden,
jeg hører det suse
i Fjerenes Purpur.
Gud sendte mig Sværdet,
Gud sendte mig Flammen,
Gud skænkte mig Riset,
Veltalenheds Floder.
Lad flamme, lad flamme,
Guds Kærligheds Kerte,
højt hævet i Haanden
lyser den viden,
Guds Kærligheds Kerte
er tændt, se, den blusser,
Guds Kærligheds Kerte
er her i min Haand!